IPSICC

Velbesøgt vælgermøde om fællesskab og frivillighed

I Silkeborg Oasekirke mødtes 170 borgere og i alt 12 byrådskandidater til vælgermøde. Blandt kandidaterne var borgmester Helle Gade (Socialdemokratiet) og socialudvalgsformand Mads Frandsen (Venstre). Derudover deltog flere nyopstillede kandidater, hvoraf flere havde tilknytning til kirkerne. Foto: Kirkernes Sociale Arbejde i Silkeborg.

Silkeborg Oasekirken dannede mandag den 10. november 2025 ramme om et stærkt besøgt vælgermøde forud for kommunalvalget. Arrangementet var tilrettelagt i samarbejde med Kirkernes Sociale Arbejde i Silkeborg, en diakonal medlemsforening for ti kirker og menigheder i Silkeborg.

Omkring 170 mennesker deltog i aftenen, hvor i alt 12 byrådskandidater var mødt frem. Blandt dem var borgmester Helle Gade (S) og socialudvalgsformand Mads Frandsen (V) og flere siddende lokalpolitikere. Derudover deltog flere nyopstillede kandidater hvoraf flere havde tilknytning til kirkerne.

Sammen om Silkeborg

Aftenens overordnede tema var “Sammen om Silkeborg”. Her var der fokus på spørgsmålet: Hvordan kan kommune, kirker, foreninger og civilsamfund styrke samarbejdet om at hjælpe borgere, som har brug for støtte eller fællesskab? Det blev tydeligt gennem aftenen, at tilliden på tværs af kirker og kommune står stærkt i Silkeborg. Det blev blandt andet tilskrevet, at kirkerne i mere end et årti har været aktive i fælles sociale indsatser, organiseret gennem foreningen Kirkernes Sociale Arbejde.

Det blev tydeligt gennem aftenen,
at tilliden på tværs af kirker og
kommune står stærkt i Silkeborg.

Gennem omsorgsorienterede indsatser har kirkerne rakt ud til sårbare borgere og med tanke om, at ingen skal stå alene i store udfordringer. I dag udgør disse indsatser et vigtigt og anerkendt supplement til den kommunale sociale indsats, og flere kandidater fremhævede netop dette som en styrke for byen og samarbejdskulturen i Silkeborg.

Frivillighed

Det andet debatspor handlede om frivillighed med hjerte, og hvordan man både rekrutterer og fastholder frivillige, uden at frivillighed bliver en erstatning for professionelle tilbud – men i stedet et menneskeligt kvalitetsløft. Aftenens mere personlige øjeblikke kom under programposten “Tre på kassen – anerkend en modpart”, hvor kandidaterne på skift fremhævede noget positivt hos en politisk modstander.

Her fik man et særligt indblik i personligheden og mennesket bag politikeren, og flere blandt publikum gav udtryk for, at det var første gang, de havde deltaget i et vælgermøde – og at netop denne del gjorde det lettere at forstå både værdier og samarbejdsevner hos kandidaterne. Aftenen var veltilrettelagt, og mødeleder Metus Kristensen guidede med imponerende overblik både kandidater og publikum trygt gennem debat, sang, spørgsmål og samtale.

Mødet afsluttedes med kaffe og god mulighed for videre dialog, fortæller Kirkernes Sociale Arbejde i Silkeborg.