IPSICC

”Tag to stole og sæt dem ud ved cykelstien”

Fortalt af: Kalle Danielsen. Fra bogen 117 Gudsoplevelser ’Gudsoplevelser’ findes også som videoer på Udfordringens facebookside. Produceret af filmfotograf Per Bracher.

En dag sad jeg udenfor vores hjem. Min kone og de to små lå inde og sov middagslur. Jeg ville ikke forstyrre dem, for jeg var lige kommet hjem fra arbejde. Jeg satte mig udenfor og sad og talte med Gud. Midt i det hele afbryder Guds stemme mig og siger: ”Tag to stole og sæt dem ud ved cykelstien.” Jeg tænkte: ”Okay, det skal jeg nok.” Så jeg tager to havestole og sætter dem ud ved cykelstien, hvor jeg sætter mig ned og beder til Gud om, at der ville komme nogen, som jeg kunne fortælle om Jesus.

Der gik fem minutter, så kom der lige pludselig en ung dame gående med sin hund. ”Hej,” sagde jeg til hende, og hun svarede ”hej.” Så sagde jeg, ”hvis du sætter dig i denne stol, så kan du få evigt liv.” Hun kiggede undrende på mig, og jeg gentog, ”hvis du sætter dig her, så kan du få evigt liv.” Hun virkede lidt skræmt af det, jeg sagde, men hun satte sig ved siden af mig. Da begyndte jeg at fortælle hende om Jesus, om det evige liv, om frelsen, Guds nåde og kærlighed, hvad Jesus gjorde på korset, og hvad det betyder.

Hun blev helt grebet, og pludselig åbnede hun sig op og startede med at fortælle mig nogle personlige ting; nogle dybe ting, hun ikke havde delt med andre. Hun fortalte, at hun havde været gravid fem gange, men hver gang havde mistet sit barn, og det havde givet hende en form for smerte i hendes liv, så hun var såret på grund af det. Hun sagde, at hun nu ventede på nogle tal fra lægen, og hvis de var for høje, så ville hun også miste det barn, som hun ventede nu. Jeg sagde til hende, ”flyt din tillid over på Jesus,” og så lagde jeg min hånd på hende og bad for hende i Jesus’ navn.

Jeg mødte hende fem måneder senere, og jeg havde ikke set hende i mellemtiden. Hun sagde til mig: ”Hvad gjorde du den dag? Hvad gjorde du? Jeg er gravid med tvillinger, og jeg skal føde om to måneder.” Jeg svarede hende: ”Det var ikke mig, det var Jesus, det var Jesus, der gjorde det!” Hun blev bare så glad. Det var så fantastisk med Guds nærvær, og hvad Guds Ånd kan gøre.