Norsk missionsforening forlader Den Norske Kirke

Norsk Luthersk Misjonssamband vil ikke være et nyt kirkesamfund, men vil gerne være kirkeligt tilhørssted for de mange medlemmer, som har meldt sig ud af Den Norske Kirke.NORGE – Norsk Luthersk Misjonssamband har besluttet at forlade Den Norske Kirke. Det sker efter kirkens nylige beslutning om at personer, der lever i registreret partnerskab, kan blive præster og biskopper.

Ola Tulluan, generalsekretær i Norsk Luthersk Misjonssamband, oplever, at mange af hans medlemmer forlader Den Norske Kirke.

Misjonssambandet ønsker ikke længere at definere sig som en organisation inden for Den Norske Kirke. Det vedtog hovedbestyrelsen i Norsk Luthersk Misjonssamband fredag den 30. november.
Baggrunden er den teologiske udvikling i Den Norske Kirke, og særligt vedtagelsen på Kirkemødet om, at samlevende homofile kan blive indsat i præstetjeneste.
– Vi ønsker ikke at forandre vores identitet som en missionsorganisation. Derimod vil vi vurdere muligheden for at tilbyde dem, som forlader Den Norske Kirke, en kirkeretslig tilknytning til Missionssambandet. Dette vil vi arbejde videre med, og det bliver også en sag på rådsmødet i efteråret 2008, siger generalsekretær Ola Tulluan til Utsyn.no.

Ikke eget kirkesamfund

Han siger, at Misjonssambandet ikke ønsker at blive et kirkesamfund, men hovedstyret er optaget af at tage dem alvorligt, som ikke ønsker at forblive medlemmer af Den Norske Kirke, det kirkesamfund, som de fleste af forbundets medlemmer også er medlemmer af. Tulluan siger, at målet er at udforme en slags minimumsløsning for dem, som ønsker at forlade Den Norske Kirke.
Forsamlinger tilknyttet misjonssambandet tilbyder i dag både dåb og konfirmation. Misjonssambandet er blandt de største missionsorganisationer i Nord-Europa.