Stille nat ved krigsfronten

(Læsetid: 3 minutter)

Under første verdenskrigs rasen brød freden pludselig ud blandt de kæmpende soldater i december 1914 – på begge sider af fronten.Det grufulde skyderi mellem skyttegravene stilnede af om aftenen den 23. december 1914, og juleaften lød pludselig julesangen ”Stille nacht, heilige Nacht” (”glade jul”) fra tyske soldater.

Tyske soldater pynter et juletræ i en skyttegrav i december 1914. Juleaften trodsede de – sammen med fjendens tropper – deres overordnede og fejrede jul med lys, sang og gaver under første verdenskrig.

– Det var mit livs største øjeblik, skrev den engelske løjtnant Charles Bairnsfather senere.
Den mange kilometer lange front mellem Tyskland og Frankrig/England strakte sig fra Nordsøen til grænsen mod Sweitz. Julen 1914 var et af de lyse minder, også bogstavelig talt, i en meningsløs verdenskrig.
Soldatene på begge sider var krigstrætte. Skyttegravene var en jammerdal. Rotter og skidt, rådnende lig og dåsemad, alt fandtes i skyttegravene. Soldatene, som var draget til fronten med glød og entusiasme, var trætte af skyderier og drab. Mange råbte ”Ned med krigen”.

Skyderiet stilnede

Lillejulaften langs fronten i Belgien stilnede skydningen af på tyskernes side. De franske og britiske officerer regnede med, at det var stilhed før stormen. Men så kom der levende lys op på kanten af de tyske skyttergrave. Briterne og franskmændene svarede med at skyde. Men tyskerne skød ikke tilbage.
I stedet kunne de høre julesangen ”Stille nat”. Først sang en tenor akkompagneret af en kornet. Det var så smukt. Derefter sang de tyske soldater med.
For hver 20. meter stod der et juletræ med små lys på, og de tyske soldater stod synlige for alle og sang. Franske og britiske soldater begyndte at klappe og sang med.

Tid til at gravlægge

Kort før jul havde tyske officerer taget initiativ til en våbenhvile. Ikke mindst så der kunne blive tid til at gravlægge de døde. Det gjorde de den 23. december.
Efter gravlægningen hilste soldater fra begge sider af fronten på hinanden. Det gik så vidt, at en masse soldater fra begge sider bevægede sig ud i ingenmandsland.
De udvekslede gaver; cigaretter og chokolade. De sang. Og opdagede, at fjenden var unge mænd med drømme om en fredelig fremtid. Så spillede de fodbold. Og der kom forslag om at afgøre krigen med en rask fodboldkamp.
Også officerene deltog i våbenhvilen. Med fare for at få alvorlige reprimander. Men så kom generalerne til fronten og truede med krigsret, såfremt kampene ikke blev genoptaget.
– Skyd, ellers gør vi det, og det bliver ikke på fjenden, skreg de.

Til østfronten

Efter nytår kom nye soldater i stedet for de gamle, mens mange af de tyskere, der havde deltaget i våbenhvilen og ikke skudt i julen, blev sendt til de mest udsatte steder på østfronten.
Flere sådanne våbenhviler i julen blev det ikke til, så længe verdenskrigen varede. Tvært imod vedtog generalene, at der under de kommende højtider skulle udføres ekstra kraftige angreb.
Den fælles julesang forstummede – og gjorde det i de resterende tre krigsår.

Læs også