Et stærkt globalt fredsråd

Donald Trump er i gang med at etablere et fredsråd, der til forveksling kunne ligne et skalkeskjul for ønsket om at blive verdenshersker (faktisk et skræmmende setup, der viser, hvor relativt kort der er til, at en person reelt kan blive, hvad der minder om verdenshersker. I Bibelen er der profetier om dette, og det er ikke positive profetier, hvis nogen skulle være tvivl… men det sagde man selvfølgelig også i sin tid om FN).
Men lad nu det ligge for denne gang, som kristne bør vi nok hellere fokusere på at deltage i det allerede for længst etablerede globale fredsråd, der hedder forbøn. I disse dage særligt for Iran – og særligt for kristne i Iran.
Elam Ministries er en international, evangelisk-kristen organisation grundlagt i 1990, der arbejder for at styrke kirken og de kristne i Iran og i de persisktalende regioner.
Den anden dag lagde Elam Ministries en video op. I videoen fortæller værten Sharon Separ følgende personlige fortælling:
”Lad mig fortælle dig om en kristen i Iran. Som mange andre iranere har han set venner blive såret og endda slået ihjel i de seneste uger. Han sendte en besked til en uden for Iran, som følger ham i troen. Han skrev, at han virkelig kæmpede med troen. At han følte, at han ikke vidste, hvor Gud var.”
”Vi begyndte at bede for ham, og samtidig med det begyndte mange rundt omkring i verden at bede for Iran.
Et par dage senere lykkedes det ham igen at sende en besked, og denne gang skrev han:
”Jeg kunne virkelig føle jeres bønner. Herren har reddet mig. Jeg var nedtrykt og følte det, som om Gud havde glemt os i Iran, men pludselig havde jeg en stærk overbevisning om, at dette netop er de tanker, som vores fjende ønsker, at vi skal have, for at få mig til at stoppe med at tale med Faderen. Jeg følte en kraft, der kom over mig. Jeg tror, det var forbønnen fra brødre og søstre.”
Sharon slutter videoen med følgende ord:
”Tak for jeres bønner – bliv ved med at bede for Iran, særligt for at de kristne må vide, at Herren er med dem. At de ikke er alene – og at deres brødre og søstre rundt i verden står sammen med dem i bøn.”
I forrige uges avis havde vi en artikel her i Udfordringen, hvor kristne i Iran sendte os netop denne bøn: Bed for os.
Verdens galskab og diktatoriske regimers ondskab udspringer i bund og grund ikke af onde mennesker, men af Den Onde. Derfor er bønnen lige præcis det helt rigtige redskab at bruge i ægte fredsråd.
Forbøn er ikke bare en floffy idé eller noget, man gør i mangel af bedre. Forbøn er aktivt at deltage i kampen.



