Kirker bør ha’ styr på teknikken

Nyt netværk vil uddanne teknikere, så
kirkernes sange og prædikener kommer helt ud over scenekanten.Bad sound kills good music! Hifi-klubbens slogan om, at dårlig lyd dræber god musik, kan fint overføres til formålet med et nyt netværk for lydteknikere i kirken.

Kirketeknik.dk vil opgradere kirkernes lydteknikere – her ses mixerpulten i Københavns Kulturcenter.

Kirketeknik.dk er et tværkirkeligt initiativ, startet af en gruppe teknikere fra Apostolsk Kirke. Det blev fra starten besluttet, at det skulle være et tværkirkeligt projekt med tilbud om netværk og faglig udvikling til alle teknisk interesserede i kirkeligt regi.
– Vores ønske er at lave et netværk, som kan uddanne tekniske medarbejdere i kirkerne. Det er et nonprofit projekt, som udelukkende har til formål at skabe et forum, hvor teknikere kan udveksle erfaringer og få opgraderet deres kompetencer, siger Henrik Bo Olesen fra projektets styregruppe.

Teknik for millioner

Flere og flere kirker bliver udstyret med flere tekniske hjælpemidler. Mange investerer millionbeløb i teknisk udstyr, og det fylder generelt mere og mere i kirkelige arrangementer rundt omkring.
På Kirketeknik.dk vil der i fremtiden blive oprettet et online forum, hvor man kan diskutere tekniske problemstillinger og finde hjælp til vanskelige opgaver.
– Som teknisk ansvarlig i en kirke fungerer man ofte lidt som en enlig svale. For man er ofte den eneste, som har lige præcis denne interesse, og man kan ikke dele sin glæde eller frustration med andre teknikere, fortæller Henrik Bo Olesen.
Kirketeknik.dk vil holde fire årlige kurser om f.eks. indkøb af lydanlæg eller opsætning af lys. Næste kursus er d. 2. feb. med teknikeren Eddy Bøgh Brixen som underviser. Udover Henrik Bo Olesen består styringsgruppen af Michael Vejdiksen fra Aalborg, Per Kildelund fra Odense og Lars Schmidt fra Kolding.