Indre Mission holder Årsmødefestival

Hver andet år indbyder Indre Mission sammen med Indre Missions Ungdom og Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler til Årsmødefestival på Mørkholt Camping. I år finder årsmødet sted fra 5.-7. juni 2026.
Der er lagt op til en begivenhedsrig weekend for alle, som deltager på Årsmødefestivalen. Programmet byder på tre dage med forkyndelse, undervisning, lovsang og fællesskab på tværs af generationer. Der vil være mulighed for at få indblik i Indre Mission som bevægelse, blive opmuntret i troen og deltage i seminarer og aktiviteter for enhver smag. Blandt årets gæster er den svenske teolog Torbjörn Johanson, der er rektor ved Församlingsfakulteten i Göteborg og lektor i systematisk teologi.
Han medvirker med flere seminarer under overskrifterne ’Hvad betyder dåben som sakramente?’ og ’Bekendelseskirke under ydre og indre pres’. Derudover holder han et særligt seminar for præster om ’Udholdenhed og glæde i tjenesten under tidens åndelige kår’.
Alsidigt program
Festivalområdet er inddelt i scener med forskellige farver med aktiviteter for forskellige aldersgrupper, hvor der foregår flere ting i løbet af de tre dage. Fællesscenen i det store blå telt er Årsmødefestivalens samlingssted. Her mødes alle til fælles programpunkter. Det er også her, at beretningerne ved årsmødet holdes. På de tre scener, gul, lilla og grøn, spænder programmet fra første Mosebog til hverdagsnære spørgsmål om tro, stilhed, dåb, mod og fællesskab.
Oplev teologi, livsfortællinger og praksis gennem oplæg og debat, der inspirerer til et frimodigt liv med Gud midt i en verden, der hele tiden er i bevægelse. På rød scene er der børneårsmøde, og på trods af årstiden handler det om jul. Det er for børn fra 5 år til 3. klasse, som kan julehygge med krea, løb og julemarked. På Orange scene kan børn og unge fra 4. til 8. klasse være med til BREAK – et sted med fællesskab, hygge, sang og oplæg om Jesus.
Åbningsfest
Festivalen starter fredag aften med en åbningsfest for alle. Temaet er ’Vi lever i et frit land – men hvad betyder det for kristne, og hvad siger Bibelen om frihed?’ Lørdag er der forskellige aktiviteter hele dagen, som afsluttes med en lovsangsfest om aftenen. Søndag er der fælles program for alle, hvor festivalen afsluttes med gudstjeneste og et afslutningsmøde.


