Kinas kommunistparti omskriver Bibelen for at påvirke kristne

Med 130 millioner kinesiske kristne og den fortsatte eksplosive vækst i undergrundskirken er der nu flere kristne i Kina end medlemmer af det kinesiske kommunistparti. Det har fået kommunistpartiet til at ty til drastiske foranstaltninger.
Det skriver CBN News. Den kinesiske regerings forfølgelse af kristne har kun ført til endnu mere kirkevækst, så nu prøver kommunistpartiet at fordreje Bibelen med det, de kalder en ”opdatering” med ”socialistiske værdier”. Samtidig fjerner de passager, der ikke afspejler kommunistiske overbevisninger. ”Kineserne er ikke længere tilfredse med alle disse forsøg på at tvinge kristne til at fornægte deres tro,” siger Tina Ramirez, grundlægger af menneskerettighedsorganisationen Hardwired Global. ”Og nu har de taget det til et nyt niveau, hvor de forsøger at omskrive, hvad Bibelen siger, for at forvirre folk og forhindre dem i at blive kristne.”
Jesus fremstilles som morder i Joh. 8
I en gymnasielærebog finder man således en revideret version af Johannesevangeliet kapitel otte. I kommunistpartiets version ender det ulykkeligt for kvinden, der blev grebet i utroskab. Den reviderede version lyder nu: ”Jesus sagde engang til den vrede folkemængde, der forsøgte at stene en kvinde, der havde syndet: ”Den iblandt jer, som er uden synd, skal kaste den første sten på hende.” Da hans ord nåede deres ører, holdt de op med at bevæge sig fremad. Da alle var gået væk, stenede Jesus selv kvinden og sagde: ”Jeg er også en synder.”
Forbud mod børnebibler
Bob Fu, præsidenten for ChinaAid, siger om udviklingen: ”Vi har set en eskalering. Bibler til børn er fuldstændig forbudt. Alle bibel-apps og bibelrelaterede apps blev med magt fjernet fra alle e-handels-butikker. Og millioner af kinesiske kristne børn er blevet tvunget til at underskrive en formular, hvori de offentligt afsværger deres tro.” Også Todd Nettleton fra Voice of the Martyrs har kommenteret udviklingen.
”Problemet for det kinesiske kommunistparti er kontrol. Det handler altid om kontrol. Og de ser evangeliet, det kristne budskab som noget, der vil fratage kontrollen fra det kommunistiske parti. Så denne nye socialistiske oversættelse af Bibelen er blot endnu et skridt for det kinesiske kommunistparti i deres forsøg på at kontrollere kirken og virkelig misbruge kristendommen som et middel til at kontrollere folket og hjælpe dem med at tjene partiets interesser.”
Dømt til at tabe
De kinesiske kristne giver dog ikke op, påpeger CBN News. En kinesisk præst citeres for at sige: ”Kommunistpartiets ledere har valgt en fjende, der aldrig kan fængsles. De er dømt til at tabe.”


