Lille studiebog om et stort emne
Nils Andersen er tidligere landssekretær på Menighedsfakultetet (2002-2024), fritidsforkynder og bibelunderviser. Han har skrevet en lille studiebog om, hvad Bibelen og Gud siger om penge. Et emne, som kan være svært at tale om, både i kirken og mennesker imellem. For de fleste mennesker er penge en privatsag og ikke noget, man snakker om.
Denne lille bog er lavet som en bibelstudiebog, som er oplagt til cellegrupper eller bibelgrupper. Den er opdelt i kapitler, hvor forfatteren har skrevet et lille oplæg og derefter er der bibelhenvisninger med kommentarer og spørgsmål. Spørgsmålene er med til at skabe rum for at tænke over, hvad der står i bibelteksten og derefter have en dialog omkring det. Hvert kapitel afsluttes med en opfordring til personlig eftertanke.
Det er en nem og overkommelig lille studiebog på 40 sider (De sidste seks sider er lavet med plads til noter). Den er inddelt i syv kapitler, så gruppen skal være indstillet på at bruge det antal gange på den. Den giver et godt indblik i emnet, uden at det bliver for tungt, og uden at man føler sig slået oveni hovedet med besked på, at man fx skal give tiende. Man kan godt selv læse bogen for at tilegne sig mere viden om emnet, men man vil få langt mere ud af at læse den, hvis det gøres sammen med andre.
Forfatteren er meget bevidst om, at det kan være et svært emne at tage op og giver også plads til, at den enkelte kan svare personligt på spørgsmålene ved at skrive ned uden at skulle svare i gruppen. Spørgsmålene er enkle og vedkommende uden at gå alt for tæt på. Men der skal nok være en vis fortrolighed og åbenhed i gruppen, for at man får det fulde udbytte af den.
Nils Andersen: Alt mit er dit.
40 sider. Kr. 49,95. Lohses Forlag


