Jackiline er iværksætter blandt indvandrerne
Jackiline Hansen er som navnet antyder dansk gift indvandrer. Hun er fra Rwanda, men har boet det meste af sit liv i Uganda og Tanzania, hvortil hendes forældre flygtede under en krig i 60erne.
– Da jeg var fem år, blev jeg sendt til Uganda for at bo hos min tante, fortæller Jackiline.
I Afrika er det ret almindeligt, at forældre giver nogle af deres børn til slægtninge, som ikke har børn.
– Min tante havde ingen små børn, og så fik hun mig. Kort efter udbrød der krig i Uganda, og vi måtte flygte ud i junglen, hvor vi var i et par år. Bagefter kom jeg tilbage til Tanzania og gik i skole til 7. klasse.
Derefter blev jeg igen sendt afsted. Denne gang til min tante i Kampala i Uganda for at gå i secondary skole. Der skete ting, som jeg ikke brød mig om. Jeg rejste tilbage til Tanzania og læste til agronom.
Så udbrød der krig i Rwanda, og jeg blev berørt af krigen som alle andre. Men der skete forfærdelige ting i den krig, og bagefter gemte jeg mig i flere år og lavede forskellige ting uden nogen plan.
I sin rodløse situation mødte Jackiline en dansker fra Færøerne. Han var udsendt af Danida, og de to blev forelskede.
– Jeg rejste med ham tilbage til Færøerne. Og de kommende år rejste jeg også med ham til Afrika og Asien, hvor han fik job. Fx boede jeg 2 ½ år i Vietnam, fortæller den kun 34-årige afrikaner.
– På et tidspunkt mødte min mand en anden kvinde, og så var det forbi med mig.
Jeg begyndte på et kursus på Århus Universitet, men mødte så min nuværende mand.
Vi bor nu i Vejle, og jeg har to dejlige børn.
Jackiline Hansen arbejder nu som social- og sundhedsassistent. Og det har chokeret hende, hvordan nogle ældre mennesker kan opføre sig.
– Den første dag, jeg var på arbejde, råbte en ældre dame ad mig, at hun hadede de sorte. Min kollega sagde ingenting, fortæller Jackiline. Det gjorde ondt at blive behandlet nedladende og racistisk.
– Det offentlige vil gerne have os indvandrere til at arbejde i sundhedssektoren. Og det vil vi også gerne, men så er det nødvendigt, at man får en anden indstilling til os, mener Jackiline Hansen, der ønsker at blive behandlet med respekt.
Jackiline startede også for to år siden en frivillig telefon-rådgivning for etniske voldsramte kvinder. Hun samarbejder med et par kvindekrisecentre og en advokat.
Jackiline har nu et deltidsjob for Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT), hvilket hun er glad for.
Her skal hun hjælpe afrikanske indvandrere til at blive integreret i Danmark – og hjælpe danskere til bedre at forstå afrikanernes kultur. Kulturmødet har mange udfordringer.
– Vi har fx forskellig tidsopfattelse. Nogle afrikanerne kan godt finde på at komme 1-2 timer for sent til middag, fordi de er vant til, at man spiser, når gæsterne kommer. Men danskerne er vant til, at gæsterne kommer og spiser præcist. Så de bliver meget stødte, hvis vi ikke dukker op til tiden.
Hvis de ikke selv kan komme til tiden, selv om det kun er et kvarter, ringer de straks, siger Jackiline, der selv sætter en ære i at komme til tiden.
Til gengæld tager afrikanerne deres fineste tøj og smykker på, sætter håret og tager makeup på, når de skal ud.
Danskerne er meget… afslappede i deres tøj.
– Danskerne har lært at arbejde selvstændigt og bryder sig ikke om, at nogen fortæller dem, hvad de skal lave.
Men med afrikanerne er det lige modsat. De forventer at få klar besked om, hvad de skal lave. Og chefen bestemmer alt i Afrika.
– Kvinder har ikke samme status som her. De er vant til, at mændene bestemmer, og at de ikke hjælper til i hjemmet. Men i Danmark forventes det, at mændene hjælper.
Børnene har heller ikke samme status i Afrika. De opdrages strengt og har ikke tid til at lege. Det er heller ikke normalt, at børn får gaver til jul, fortæller Jackiline.
Derfor tog Jackiline kontakt til LEGO og tøjfirmaet Me Too for at kunne give julegaver til afrikanske børn i Danmark. Når de så kommer i skole efter jul, kan de så også fortælle deres danske kammerater om deres gaver.
– De fleste danskere er gode mennesker, fastslår Jackiline. – Men der findes også nogle, som er meget racistiske over for os, der ser anderledes ud.
– Nogle er meget lukkede og ikke så gæstfrie, som vi er vant til. Alt skal planlægges, og der er ikke plads til megen spontanitet.
– Men danskere er dygtige. I lærer, fra I er børn at klare problemer og små reparationer selv. Mange danske mænd kan lave alt muligt med deres hænder, mens de fleste afrikanere først skal til at lære mange af disse ting, gør Jacki-line opmærksom på.
Hun er i gang med at skrive en lille bog om de oplevelser, hun selv er stødt på – bl.a. med nedladende behandling af indvandrere.
– Det er vigtigt at opleve ligeværdighed og respekt, siger Jackiline, som drømmer om et godt forhold mellem danskere og nydanskere.
