Vi må stå fast mod antisemitisme i enhver form

Læserindlæg og debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning.

Jensa Ottosdóttir
Randers

Jeg er rystet over de voldsomme overgreb, vores jøder udsættes for. Jeg er ramt af, at jeg ved højlys dag blev overfaldet i Aarhus, grundet min Davidsstjerne i halskæden af Free Palestine og deres tilhængere, men allermest fordi jeg har familie af jødisk æt. Det fik mig til at tænke på følgende:

Der var engang en konge

Kongen hed Christian IV af Danmark, og han havde brugt flere penge, end statskassen kunne klare. Han har sikkert tænkt sig godt om. Kongen har nok rådført sig med nogen og helt sikkert sine nærmeste. Han var lidt sent ude, men han handlede. Den 25. november 1622 sendte han invitationer til en række velhavende jødiske familier i Amsterdam og opfordrede dem til at komme og bosætte sig i Danmark.

Det var første gang, at der blev åbnet op for, at jøder kunne komme til Danmark, men mest hans ønske om at tiltrække læger, møntmestre og handelsfolk for at styrke handel og økonomi og især den internationale handel. De kom, og kongen gav dem mulighed for at slå sig ned forskellige steder i landet. De bidrog til samfundet, skabte handel, arbejdspladser og øget velstand.
Tænk at blive inviteret til Danmark, inviteret personligt af den danske konge.

Jøder har gennem historien været kendt for deres evner inden for handel, både nationalt og internationalt. Det var også derfor, at Marokko efter 1948, som det eneste arabiske land, ikke smed jøderne ud af landet, fordi de stod for landets internationale handel. Jødernes bidrag kan stadig den dag i dag ses mange steder i Danmark. Randers var den by uden for København, der havde den største jødiske befolkning. Byen blev centrum for flere betydningsfulde jødiske købmandsfamilier.

En af de mest markante var købmanden og skibsrederen Jacob Moses Jacoby (1802-1877). Han var med til at stifte det, vi kender som Randers Cityforening i 1840 og blev foreningens første formand. Foreningen som stadig står for at samle byens handelsliv. Christian IV inviterede jøderne til Danmark, og de kom. Gennem generationer har de været med til at berige Danmark med deres viden, arbejdskraft, kultur og engagement.

Årene gik. Jøderne blev en naturlig del af det danske samfund. De danske jøder og deres efterkommere glemmer aldrig danskernes indsats under 2. verdenskrig. I 1943 hjalp danskerne størstedelen af de danske jøder i sikkerhed i Sverige. Det er en vigtig del af Danmarks historie og noget, vi med rette kan være stolte af. Men tiden går, og antisemitismen er igen begyndt at vise sit grimme ansigt. Tænk, jeg har aldrig forstået, hvordan nazisterne kunne gennemføre Holocaust, men med det, som sker i dag, ja, så ser jeg ligheder til dengang.

I dag ser vi demonstrationer, chikane og hadske tilråb. Nogle oplever at blive konfronteret eller overfaldet blot for at bære en Davidsstjerne eller sin kalot synligt. Andre må leve med sikkerhedsforanstaltninger omkring deres arrangementer, foredrag og institutioner. Samtidig har PET flere gange advaret om trusler mod danske jøder, herunder fra iranske aktører. Derfor må vi stå fast mod antisemitisme i enhver form.

Vores danske jøder er efterkommere af jøder, som blev inviteret af kong Christian d. 4 for at hjælpe ham med at få penge i den slunkne statskasse, og de har opfyldt hans ønske så rigeligt.
Derfor hører had mod jøder ikke hjemme i Danmark.

Ikke nu.
Ikke i morgen.
Ikke nogensinde.

Vi skal sige fra over for chikane, trusler og antisemitisme, uanset hvor den kommer fra. Det er ikke kun et spørgsmål om at beskytte danske jøder. Det er et spørgsmål om at beskytte de værdier, som Danmark bygger på.