Migrantpræster mødtes til inspirationskonference

Hovedtaleren, den britiske præst Colin Chapman, ses her sammen med præst og menighedsrådsformand fra Østens Gamle Kirke i Århus (Assyrisk ortodoks/Irak). Foto: Tværkulturelt Center

’At følge Jesus – Kristen identitet i en udfordrende tid’ var temaet for årets inspirationskonference for migrantpræster og ledere på Kursuscenter Brogården i Middelfart den 20.-22. august.

Konferencen, der i år blev afholdt for 17. år i træk, samlede godt 80 deltagere, der til sammen repræsenterede over 40 migrantmenigheder og internationale fællesskaber i Danmark.
Blandt deltagerne var også flere folkekirkepræster og medarbejdere i kirkelige organisationer. Deltagerne repræsenterede alle de største kirkesamfund i Danmark fra den ortodokse kirke og den katolske kirke til protestantiske og pentekostale menigheder og nyere fællesskaber for kristne med konvertitbaggund fra Afghanistan og Mellemøsten.

Lever vi i de sidste tider?

Hovedtaler var den britiske præst, forfatter og Mellemøstkender Colin Chapman, der holdt tre engagerede bibelrefleksioner med udgangspunkt i spørgsmålet: Lever vi i de sidste tider? Det vakte genklang blandt deltagerne, da der blev nævnt en række grunde til, at mange i dag vil svare ja: Klimaforandringer, krigene i Ukraine og Mellemøsten, øget migration, sammenbrud i den globale verdensorden, som vi hidtil har kendt, stigende leveomkostninger, sociale medier og den hastigt voksende brug af kunstig intelligens (AI).

Men svaret er ikke entydigt, understregede Colin Chapman og opfordrede kristne ledere til at forsøge at forstå den verden, vi lever i. Kun ved at engagere sig i verden kan kristne være håbsbærere i en tid, som mange oplever kaotisk og uoverskuelig. ”Lad os ikke bruge mange kræfter på spekulationer om fremtiden, men i stedet koncentrere os om at leve det liv, Gud har givet os, og prøve at forstå vores samtid, så vi kan gøre en forskel der, hvor vi er. Intet er uden for Guds almagt. Vær rodfæstet i troen på Jesus Kristus og det håb, han giver os.”

I en tid, hvor alt synes under forandring, opfordrede den erfarne præst deltagerne til at gøre brug af Salmernes Bog i deres bønsliv. De gammeltestamentlige salmer har til alle tider været kirkens bønnebog, og når vi ikke ved, hvordan vi skal bede, eller hvad vi skal bede for, er her hjælp at finde. Mange kunne nikke genkendende, da Colin Chapman i en anden bibelrefleksion med udgangspunkt i 1. Peters Brev understregede, at det ikke er unormalt, at kristne må lide for deres tro.

Sådan var det for de første kristne, og sådan er det stadig for mange kristne ud over verden, hvad enten de tilhører et kristent mindretal eller er konverteret til den kristne tro i lande, hvor konvertering kan indebære en risiko for dødsstraf.

– Den grønlandske biskop Paneeraq Siegstad Munk sammen med den assyriske præst Father Sanhareeb fra Østens Gamle Kirke. Foto: Tværkulturelt Center

Kristus for alle

Konferencens temaforedrag Kristus for alle blev holdt af biskop i Grønlands Stift Paneeraq Siegstad Munk, der som inuit ikke havde svært ved at forstå migranters oplevelser. Selv om grønlændere ikke er udlændinge i Danmark, oplever de ofte at være fremmede her. Og migration handler netop om mødet mellem to verdener og to virkeligheder, forklarede biskoppen.

”Den kristne tro har altid været dybt forankret i det at være på rejse. Men lad os være ærlige og indrømme, at når to verdener støder sammen, er det svært. Som migrant mister man status, netværk og selvforståelse. Man bliver den anden. Præster og ledere i migrantmenigheder har en særlig opgave i at se mennesket først, være brobyggere og prøve at forstå begge sider. Hold fast i håbet og kærligheden. Kristus er for alle. Guds kærlighed er konkret og håndgribelig. Og søg så jeres egen sjælefred. I kan ikke give noget, I ikke har,” sluttede biskoppen.

Unge søger deres identitet

Også den næste generation var repræsenteret på konferencen, hvor to unge fortalte om at finde deres egen identitet mellem flere kulturer. ”Det kan være ensomt. Somme tider føler jeg, at jeg ikke hører til noget sted. Men jeg er også meget rig, fordi jeg forstår flere kulturer, værdier og måder at leve på,” understregede en ung ingeniør med asiatiske rødder.

Ét i Kristus

Pauserne mellem oplæg og seminarer benyttede deltagerne til at lære hinanden at kende, udveksle erfaringer på tværs af sprog og kirketraditioner og fejre forskelligheden. De oplevede, at den kristne tro bandt dem sammen trods alle ydre forskelle. Som en udtrykte det: ”Som menigheder er vi meget forskellige. Men i Kristus er vi ét.” Sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, der har været med siden starten i 2009, ser stor værdi i at samle præster og ledere fra migrantmenigheder og folkekirken på tværs af sprog og kirketraditioner.

”Jeg ser de årlige konferencer for migrantpræster som en vigtig tilbagevendende begivenhed, der bringer præster og ledere sammen. Her drikker vi af den samme kilde. Det tror jeg på betydningen af,” siger han. Til sammen havde deltagerne rødder i 30 lande: Vietnam, Indonesien, Taiwan, Singapore, Myanmar, Thailand, Filippinerne, Nepal, Sri Lanka, Iran, Irak, Afghanistan, Libanon, Eritrea, Nigeria, Sierra Leone, Cameroun, Elfenbenskysten, Ghana, DR Congo, Uganda, Burundi, Rwanda, Zimbabwe, Sydafrika, USA, Ukraine, UK, Finland og Danmark.

Deltagernes ophold blev betalt af menighedsråd, stiftsudvalg, den katolske kirke, Baptistkirken og tilskud fra Borgfonden. Konferencen var arrangeret af Tværkulturelt Center i samarbejde med Folkekirkens Migrantsamarbejde og Kirkernes Integrations Tjeneste.