130 singler mødes til tvær-kirkeligt event i Herning

Det er som regel Sct. Johannes Kirke i Herning, som lægger lokaler til, når KS-Event samles. Foto: KS-Event

KS-Event – det tværkirkelige netværk for kristne singler – trives i bedste velgående. Til næste event, som finder sted den 5. september, er der 130 tilmeldte.

Forsamlingen var til at overse, da der første gang blev inviteret til det, som senere skulle få navnet ’KS-Event’. Blot fire troppede op dengang i februar 2024. Men de to initiativtagere, Helle Friis Munch og Peter Bøgebjerg Mortensen, var enige om at prøve det ordentligt af, så de inviterede igen og igen. Cirka en gang hvert kvartal. Gradvist løb den gode omtale i Facebookgruppen ’Kristne Singler i Danmark’, og til de seneste samlinger er over 100 kristne singler troppet op, når der er blevet inviteret.

Og til samlingen den 5. september i Sct. Johannes Kirke i Herning har foreløbig 130 lagt billet ind. Det er som regel Sct. Johannes Kirke, som lægger lokaler til, men der har også været afholdt arrangementer i Østdanmark – her dog med lidt mindre tilslutning. Alt i alt konstaterer Helle og Peter, at samlingerne de seneste to et halvt år har ramt et behov.

Det er vigtigt også at have venner, der lever alene ligesom jeg selv, siger Peter Bøgebjerg Mortensen. Privatfoto

”Vi glæder os. Både over den gode tilslutning til eventsene, men også over de mange større og mindre fællesskaber, der er opstået rundt om. Vores indtryk er, at mange har fået udvidet venne- og bekendtskabskredsen med andre i samme situation, og det er lige præcis det, vi gerne vil skabe mulighed for,” siger duoen.

Venner i samme situation

Venner, som er gift, kan noget. Venner, der lever alene, ligesom man selv gør, kan noget andet, er oplevelsen. ”Jeg sætter stor pris på alle dem i min familie og i min vennekreds, som er gift og lever i en familie. Men det er også vigtigt for mig at have nogle, der, som jeg, lever alene. Vi står i mange af de samme ting og har sociale behov, der minder om hinanden,” forklarer Peter Bøgebjerg Mortensen.

Han er stadig single, imens Helle i mellemtiden har fundet sin bedre halvdel og går med bryllupsplaner. Ingen af dem har dog indtil videre planer om at trække sig fra KS-Event. ”Vi synes jo, det er det, vi skal. Og heldigvis har vi fået nogle gode faste hjælpere, så Peter og jeg ikke står med det hele. Vi er mange, der ikke kan undvære fællesskabet og ser eventsene som højdepunkter. Jeg håber KS-Event inviterer indenfor mange gange endnu,” smiler Helle.

Vi er mange, der ikke kan undvære fællesskabet og ser eventsene som højdepunkter, siger Helle Friis Munch. Privatfoto

Programmet

Eventet i Herning den 5. september byder udover masser af hygge, god mad og frit vidnesbyrd på Louise Tuxen med band og oplægget ’Glæde og livskraft’ ved psykoterapeut Krista Forum Bach.
Læs mere om KS-Event på ’KS-event.dk’ eller kig ind i Facebookgruppen ’Kristne Singler i Danmark’, som bestyres af Michael Munch Jensen, og hvor alle arrangementer i KS-Event annonceres i god tid.


KS Event er

-Tværkirkeligt

– KS-Event er netværk, og ikke dating. KS faciliterer ingen dating-aktiviteter

– Events annonceres i Facebookgruppen ’Kristne Singler i Danmark’ – se også andre spændende tiltag her.

– Næste KS-Event finder sted lørdag d. 5. september 2026 i Herning, kl.14-22 .

– Har du lyst til at vide mere eller deltage i et event, kan du kontakte KS-Event på info@KS-event.dk.