Danskere cyklede fra Aarhus til Paris for at støtte mission blandt jøder

Fire medlemmer af Israelsmissions Unge samt Israelsmissionens generalsekretær cyklede et sponsorløb på 1.155 km for at samle støtte til organisationen Jews for Jesus i Paris.

Christian Rasmussen, der er generalsekretær i Israelsmissionen, cyklede sammen med Lasse Maagaard, Jeppe Toft Hansen, Nikolaj Bach og Johan Rasmussen fra Iunge. Der var også en følgebil med på turen fra Aarhus til Paris. Foto: Facebook

I perioden 8.-15. august har fem danskere fra Israelsmissionen cyklet sammen fra Aarhus til Paris for at støtte Johann Lussange, der er missionær for det franske Jews for Jesus.

Man har kunnet følge cykelholdets strabadser, blandt andet gennem en evaluering af den enkelte rytters topfart, styrker og svagheder. Generalsekretæren, der blev betegnet ”Christian aka Patriarken” havde angiveligt en topfart på 52,7 km/timen undervejs. Undervejs kunne følgerne også deltage i en konkurrence, hvor de på en lottokupon skulle krydse af, fx hvor mange styrt rytterne havde undervejs.

Støtte til Johanns arbejde

I Jews for Jesus Paris arbejder franske Johann Lussange, som i sin tid mødte Jesus i Danmark. Han har da også besøgt Israelsmissionen i Danmark og delt sit vidnesbyrd i missionens blad. I Paris rækker Johann Lussange ud til mennesker på gaden, han holder bibelgruppe, underviser fysisk og online og er med til at arrangere sociale og kulturelle arrangementer, og så tager han imod dem, der kommer ind på kontoret midt i Paris. Til foråret bliver han også en vigtig brik i forhold til det danske arbejde, når Iunge (Israelsmissionens Unge) begynder at sende unge afsted til Paris som missionspiloter.

Rivka lærte nyt om Gud

Johann Lussange fortæller ofte om jøder, som er åndeligt søgende og vover sig ind på Jews for Jesus’ kontor. Senest en praktiserende jøde, en kvinde, der omtales som Rivka. Hun begyndte at deltage i en bibelstudiegruppe og læste Det Nye Testamente, og det kastede nyt lys over Jesu budskab og Guds plan. Efter en tid med bibellæsning og eftertanke har hun taget imod Jesus som sin Herre og Frelser, skriver Israelsmissionen.

Johann Lussange. Foto: Israelsmissionen

Franske Johann mødte Jesus i Danmark

Johann Lussange, som er missionær i Jews for Jesus i Paris, har sidste år delt sit spændende vidnesbyrd i Israelsmissionens blad ’Shalom’. Han voksede op med en katolsk mor, der var ateist, og en far, som var en sefardisk jøde uden at være særligt troende. Johann, der selv var ateist, havde valgt at læse fysik på Ørsted Instituttet og Niels Bohr Instituttet i København.

Her i studietiden, hvor han sled med ensomhed og psykiske problemer, begyndte Johann at søge den åndelige verden via New Age på internettet.Men en dag så han Jesu ansigt på computerskærmen – og oplevede, at Jesus kaldte på ham! Dette blev starten på Johanns nye liv med Jesus. Senere fik han et kald til fuldtids mission, og han samarbejder nu med danskere gennem Israelsmissionen og Iunge.


I Paris blev danskerne taget godt imod af medarbejderne ved Jews for Jesus. Foto: Facebook

Sponsorløb gav 82.000 kr. til arbejdet

Alle cyklisterne er nu kommet godt hjem igen, og generalsekretæren ser tilbage på et indbringende sponsorløb:

– Det var en virkelig fin tur. Det var hyggeligt og hårdt – og det var opmuntrende med folks støtte. Vi samlede 50.000 kr. ind i løbet af ugen, og det endte med godt 82.000 kr, fortæller Christian Rasmussen.