Forkynder og tidl. rektor for Dansk Bibel-Institut 70 år

Børge Haahr Andersen

Teolog og forfatter Børge Haahr Andersen, der var rektor på Dansk Bibel-Institut i København fra 2005-2022, kunne den 5. september fejre sin 70 års fødselsdag.

Børge Haahr Andersen, der stammer fra Sædding ved Skjern, blev cand. theol. fra Københavns Universitet i 1986. Allerede i studietiden var han aktiv på Dansk Bibel-Institut, og han sad i bestyrelsen, da han i 2005 blev valgt som rektor. Forinden havde han været sekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og derefter sognepræst ved Emdrup Kirke. Efter sin pensionering i august 2022 har han været tilknyttet DBI som underviser i praktisk teologi og som rejsepræst.

I årenes løb er det også blevet til en del bøger fra Børge Haahr Andersens hånd. Nogle af dem er opbyggelige fortællinger fra hjemegnen og præstetiden, mens andre er bibelkommentarer. Han har således i 2001 fået udgivet Credokommentaren til Lukasevangeliet (i to bind) samt en kommentar til Timotheusbrevene og Titusbrevet, der udkom tidligere i år.