”Kunst er en form for billedbog for hele menneskets eksistens”

Det er naturligvis langt fra første gang, at der bliver hængt kristusbilleder, malet af dygtige kunstnere, op i en kirke. Kirker rundt om i hele verden har billedkunst som en meget markant del af kirkerummets ansigt. Kirke og kunst har gennem århundreder kørt et tæt parløb.

Kirkens budskab er kommet til udtryk gennem intet mindre end historiens største kunstnere. Kunstnere forbundet med kirker har været en helt afgørende faktor i kunstens blomstring i Vesten. Kunsten er vokset frem i kristen muld og har levet i kraft af den kristne verdensfortælling. Kristendommens fortællinger har leveret afgørende stof til ufattelig meget kunst gennem århundrederne. Tolkien, forfatter af Ringenes Herre, skrev i et essay, at mennesket er en slags sub-skaber.

Mennesket står for en form for sekundær skabelse. Menneskets kreative virkelyst er en konsekvens af, at mennesket er skabt i Guds billede. Det er med andre ord ikke kun menneskets evne til abstrakt, analyserende tankevirksomhed, der stammer fra Gud, men også dets fantasi, dets kreativitet. Kreativiteten er i sig selv et vidnesbyrd om, at vi er skabt af den store kreator. Skabertrangen er en refleks af Skaberens skabervirke og kraft.

Hans Oldau Krull og Arnt Uhre befinder sig ikke samme sted trosmæssigt, men begge har gennem årene malet mange billeder, forbundet med kristendom. Begge stillede velvilligt op til et interview til Udfordringen inden ferniseringen i Aarhus Bykirke, hvor de også kommer til at bidrage med ord om deres billeder.

Helt fundamentalt: Hvorfor maler I? Hvorfor valgte I for mange år siden at gå den vej?

Hans: Jeg har ikke kunnet lave andet, siden jeg kunne holde på en blyant. Og så gjorde jeg det også, fordi jeg dermed kunne undgå at blive sindssyg. Jeg var fem år, da jeg startede. Og i min familie, tilbage til bedstefar og oldefar, var der en tradition for at tegne og male. Min tvillingesøster maler og tegner også.

Arnt: Jeg var på vej som håndværker, som skiltemaler. Det skulle jeg tjene mine penge på. Men jeg havde brug for at finde ud af, hvorfor jeg eksisterede. Hvad var meningen med, at jeg levede? Og der havde jeg fået den tanke, at når jeg malede og tegnede, så kunne jeg gå ind i min underbevidsthed, og så kunne jeg projicere lysbilleder op. Det var min tilgang til at blive kunstner. Jeg havde en længsel efter sandheden; efter at forstå, hvorfor jeg eksisterede.

Hvad kan kunst give os, som andet ikke kan give os?

Hans: Den kan give dig identitet. Kunsten er egentlig ordløs. Den appellerer altså individuelt. Ligesom kærligheden gør. Kunsten kan ramme den klokke, der ringer i én. Uden kunsten ved vi ikke, hvem vi er. Jeg gik på kunstakademi i Polen, og når jeg mødte folk, der spurgte mig, hvad jeg lavede, og jeg svarede, at jeg var i gang med at lære at lave kunst, blev de betagede og gav udtryk for, at kunst gav dem identitet.

Arnt: Billedet fastholder tiden. Da jeg kom ind på kunstmuseet Louvre i Paris, kunne jeg gennem alle billederne gå igennem hele menneskehedens historie. Jeg gik gennem tusindvis af år og gennem alle religioner. Visuelt udtrykte de deres tro, indsigt og livspraksis. Så kunst er en form for billedbog for hele menneskets eksistens. Det er spændende at se, hvordan mennesket har kæmpet med sit udtryk.

I blev spurgt om at lave 4 malerier hver til Aarhus Bykirke med – selvfølgelig – kristne motiver. Hvordan nåede I frem til de motiver, I har valgt?

Arnt: Det nåede vi frem til på den måde, at vi sagde til hinanden: Hvad har visuel effekt, når man ser på et billede? Vi har valgt forskellige episoder fra Jesu liv, der ligesom synliggør hele evangeliet i en kort billedtekst. Jeg havde lavet nogle skitser i min kalender. Og så fordelte vi det.

Hans: Vi startede med at rulle lærrederne ud, hvor vi malede med de samme blå nuancer som en fælles bund. Det bandt billederne sammen.

Hvordan har I det med at male kristne motiver? Hvad rumsterer i jer, når I skal male kristne motiver?

Arnt: Mit problem var at komme til tro på Kristus. Førhen var jeg søgende i alle mulige retninger, før 1990. Jeg var omkring 40 år gammel. Så fik jeg en åbenbaring i 1990 i Paris. Men der kan gå lang tid, inden man forstår, hvad der er blevet åbenbaret for én. For mig er Jesus blevet Guds inkarnation i kødet for at rive os ud af døden. Jeg har fået sådan en klassisk forståelse af ham, og det er dejligt. Før det skete, gravede jeg mere og mere nedad i mørket, og så ramte jeg vandspejlet. Og da jeg så kiggede ned i vandet, så jeg det himmelske ansigt oppefra. Jeg vidste ikke, hvad jeg gravede nedad efter. Jeg er ikke vokset op som kristen, modsat Hans, som er vokset op i det. Men jeg længtes efter erkendelse, efter indsigt, efter sandhed.

Hans: Vi kendte hinanden fra 1980’erne. Men jeg abonnerer ikke på den personificerede Gud. Men det kan vi jo diskutere fra nu af, og til helvede fryser til.

Gør malingen af kristne motiver noget ved jer?

Hans: Hver gang, man maler noget, gør det noget ved én. Hvis det ikke gjorde det, så kunne jeg lige så godt holde. Hver gang, man sætter gang i penslen, får man tiden til at stå stille.

Arnt: Der er også noget mærkeligt ved hele maleprocessen. Man begynder med en idé, skitserer idéen op, begynder at fylde det ud, og man arbejder på, at billedet til sidst synger. Og på et tidspunkt sætter man sin signatur. Så er det færdigt. Og sådan er det med Kristus. Når man er i gang med Kristus-processen, så arbejder man på, hvem han er, og hvad det kan være. Man billedliggør ham, når man læser Skriften. Og så er der billeder ud af ordet, som forplanter sig til ens tanker, og det kommer så ud gennem hånden.

Hans Oldau Krull og Arnt Uhre kommer begge til at være til stede ved ferniseringen i Aarhus Bykirke søndag 20. september efter 12.30-gudstjenesten, hvor der i øvrigt også bliver en mindre koncert med musikeren Andreas Nørgaard.