Om faste

Som kristne kommer vi let til at blive optaget af ting og områder, som vi tror kan gøre os frommere. Vi vil gerne tage vores tro og efterfølgelse alvorligt. Det er godt, men der kan udvikle sig en skævhed, som vi bør være opmærksomme på, og som vi mindes om i denne tekst.

Johannes Døber forkyndte et strengt budskab om omvendelse og bod. “Bær da den frugt, som omvendelsen kræver,” sagde han til folk (Matt 3,8).
Farisæerne var optaget af at få det åndelige liv til at se godt ud. De var også optagede af faste. For dem var det vigtigt at fremstå som seriøse og ‘rigtige’ fromme, som derfor ikke bare var optaget af deres egen fromhed, men også af andres.

Sådan kan vi også let tænke; at åndelig vækst primært handler om disciplin ind i mit eget og andres liv, som jeg først og fremmest må arbejde med sammen med Gud. Det handler om at være tro mod Guds bud og have de rigtige meninger. Derfor har det være provokerende, at Jesus tilsyneladende ikke bare gik med på den vej og ikke ville leve op til deres forståelse. Det skyldtes ikke, at Jesus ikke anerkendte Johannes’ forkyndelse og vejledning. Han kalder ham en profet på niveau med Elias og den største, som nogensinde er blevet født (Matt 11,11-15).

Men Jesus tilføjede en vigtig pointe til Johannes’ budskab. Troens liv er relationel, og den vokser og plejes, når vi lever den ud i fællesskab og tjeneste for andre. For Jesus handler faste i høj grad om, at den bruges med henblik på at tjene andre.

Jesus prioriterede at være sammen med mennesker – ikke mindst ‘toldere og syndere’. Det var dem, som kom til kort i forhold til det pæne liv og en vellykket religiøs livsstil. Han oplevede en åbenhed og imødekommenhed fra deres side, som han aktivt valgte at gå ind i. For at de kunne møde Guds heling og frelse gennem ham. På den måde var det budskab og fællesskab, Jesus skabte, noget nyt. Det betød, at der måtte nye trosformer til for at Guds rige kan blomstre.

Vi kan let tænke at åndelig vækst primært handler om at være tro mod Guds bud og have de rigtige meninger. Men Jesus lærte os, at troens liv er noget relationelt, og for Jesus handler faste i høj grad om, at den skal bruges med henblik på at tjene andre. Illustration: Bigstock

Når Guds Ånd skaber åbenhed for evangeliet, må vi lægge vores religiøse og kirkelige vaner til side for at kunne forkynde og vise evangeliet for dem, Gud sætter os sammen med. Faste er en del af livet og tjenesten. Vi læser andre steder i evangelierne, at Jesus praktiserede den ved at opsøge stilheden for at blive stille for og med Gud. Fasten tjener her som en åndelig forberedelsestid til at gøre Guds Rige synligt, når anledningen er der. For eksempel kan faste sammen med bøn hjælpe til at være udholdende i tro (Matt 17,21; Mark 9,29).

Faste kan også komme på tale i kirkelige tørketider, hvor vi må kæmpe for at finde Gud og meningen med det, han udsætter os for. Enten fordi vi selv er blevet for optaget af verdslige ting, eller fordi han ikke forkyndes eller prioriteres i Kirken. Hvis du gerne vil lære at bruge faste aktivt i dit kristenliv, så se den i lyset af din tjeneste i menigheden. Den må ikke tage opmærksomhed eller tid fra tjenesten, men find mindre travle tidspunkter på året, hvor du kan trække dig tilbage og søge Gud.

Tag det som en forberedelse til at styrke dit virke eller som en forbønstid for Kirken og for det kristne fællesskab. Måske skal fasten være sammen med andre, for vi mindes i dagens tekst om, at livet med Jesus ikke er et isoleret liv alene. Det er et liv, hvor vi sammen både kan glæde os med ham i tjenestens velsignelser og søge ham i tørketider. For Gud vil styrke os både individuelt og i fællesskab, uanset om vi oplever det ene eller det andet.


Prædikentekst: Mark. 2,14-22

Tolderen Levi bliver discipel

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?«

Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste.

Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.