Åndelig overtændthed kan være lige så farligt som åndelig sløvhed
Artiklen med Camilla Johnson , hvor hun blandt andet fortæller om sin tid i Faderhuset, er voldsom læsning og kan lære os flere ting.
Den kan selvfølgelig lære os noget om dynamikken i en sekt. Den kan lære os noget om at holde øje med advarselslamper, og så kan den også lære os noget om risikoen ved at fokusere for meget på den åndelige verden. Camillas historie handler nemlig ikke kun om Faderhuset, den handler også om et tilsyneladende mere almindeligt kirkeligt miljø, hun var i som barn.
Hendes historie viser, at det ikke kun er åndelig sløvhed, der kan være farligt, det kan åndelig overtændthed faktisk også. Om Camillas plejemor selv har opfundet sine idéer om dæmonuddrivelser, eller om det har været en del af den undervisning, hun har fået i sin kirke, melder historien ikke noget om. Men når man hiver dæmonuddrivelse med ind i børneopdragelsen og hverdagen på den måde, som det var tilfældet i Camillas opvækst, så er der noget, der er gået helt skævt.
Når dæmonuddrivelse og andre åndelige kampe overstiger betydningen af kærlighed og omsorg og betydningen af at se det enkelte menneske, og ovenikøbet også overstiger behovet for at tage imod Jesus’ udstrakte hånd og hans tilbud om at følge ham, og følges med ham og tage imod alt det fra ham, som han har givet som en gave, så er der noget, der er helt skævt. Og når behovet for at byde over diverse åndelige magter og myndigheder overskygger den tryghed og hvile, der er i at vide, at Jesus har besejret den onde, så er der noget, der er blevet helt skævt.
Ligesom der i øvrigt også er noget, der er blevet helt skævt, hvis den åndelige dimension slet ikke fylder noget i et kristenliv. Det må altid, uden undtagelse, være relationen til Jesus, der er det vigtigste i et kristent liv. Derfor er det også dybt ulykkeligt, hvis vi i vores åndelige iver kommer til at ødelægge den relation hos os selv eller andre. Hvilket i øvrigt bemærkelsesværdigt nok ikke er sket for Camilla, der har bevaret – eller måske nok nærmere genvundet – sin tro på Jesus.
Men hvor går så grænsen mellem at være åndeligt vågen og åndeligt overtændt? Som så meget andet ligger svaret nok i at finde en sund balance – og aldrig glemme kærligheden. Aldrig køre Jesus og det helt grundlæggende budskab om ham ud på et sidespor. Budskabet om, at det, han har gjort, er nok, og det, vi skal gøre, er at række hånden ud og tage imod hans invitation til at følge ham og følges med ham.
Det er godt at søge at vokse i åndelig indsigt. Det taler Paulus om flere steder. Det er også godt at være bevidst om, at der står en ond åndsmagt bag alt ondt og dårligt i verden. Det er også rigtigt, at der er autoritet i Jesu navn. Men historien viser, at vi som mennesker og fællesskaber åbenbart har en indbygget risiko for at skævvride ting. Hvorfor det er sådan, det ved jeg ikke. Hvordan man undgår at komme dertil, det ved jeg heller ikke.
Men vi kan tage historier, som den Camilla deler med os her, og bruge den som et spejl på, om der er noget, der er gået skævt hos os selv. Præster og forkyndere må også bruge den som et spejl på deres forkyndelse om dette emne og huske på, at selv ting sagt i bedste mening og måske endda på absolut sundeste måde indebærer en risiko for at blive oversat af nogle lyttere til noget ganske andet, end det var tiltænkt.
Lige så vigtigt det er at sige, hvad der er sandt, lige så vigtigt må det være at tænke sig om, når man gør det.
