”Jo længere et samfund distancerer sig fra sandheden, jo mere vil det hade dem, der siger sandheden”

Læserindlæg er udtryk for læserens egen holdning.
Ketty Dahl
Vitasvej 5
7790 Thyholm
”Jo længere et samfund distancerer sig fra sandheden, jo mere vil det hade dem, der siger sandheden.” Ordene er tillagt forfatteren George Orwell, men stammer egentlig fra skribenten Selwyn Duke. Når man tillægger George Orwell citatet, er det, fordi han skrev romanen ’Kammerat Napoleon’, som netop handler om manipulation af sandheden. Orwell fortæller om en gård, hvor grisene overtager magten. Til at begynde med bilder de de andre dyr ind, at her på gården ”er alle lige”. Det bliver skrevet med store bogstaver på endegavlen af laden. Men en dag er ordlyden pludselig ændret til: ”Alle er lige, men nogen er mere lige end andre!”
Fuldstændig som i Orwells dystopiske roman har samfundets syn på menneskelivet og det ufødte liv ændret sig. Engang, i en ikke så fjern fortid, anså man det for en forbrydelse at tage et ufødt menneskeliv, for alle liv, også det ufødte, var ligestillet som mennesker med værdi, men nu er ”nogen mere lige end andre”. Menneskerettighederne gælder ikke for de ufødte længere. Dem kan man kasserer, hvis ikke timingen passer, hvis barnet er handicappet eller uønsket. Nogen har tiltaget sig retten til at bestemme over deres liv… og død.
Og så tilbage til det første citat: ”Jo længere et samfund distancerer sig fra sandheden, jo mere vil det hade dem, der siger sandheden.” I dag er medierne lynhurtige til at være positive mikrofonholdere for aborttilhængerne. Kampen om holdningen til abort udkæmpes i højeste grad i medierne. Jeg synes, der sættes al for lidt spørgsmålstegn ved den vilde magt, som medierne har også i denne sag.
Det er dem, der holder mikrofonen, det er dem, der vinkler, hvordan en historie skal sættes sammen, det er dem, der bestemmer, hvem der kommer til orde. Det er dem, der bestemmer, hvem der får de kritiske spørgsmål, og hvem der ikke gør, det er dem, der bestemmer, hvem der stilles i et dårligt lys, og hvem der ikke gør. De kan forhindre nogen i at komme til orde og give langt mere taletid til andre.
Og på den måde er medierne meningsdannere ud over alle grænser. Der er ingen tvivl om, at medierne er præget af mennesker med en positiv holdning til abort og dermed sætter netop den dagsorden. For sandheden er, at medierne på forhånd har bestemt, at abort er et gode, og dem, der modsiger den ”sandhed”, får overhovedet ikke samme taletid eller positive vinkling som dem, der hylder abort som samfundets ubetingede gave til kvinder.
Det eneste, der adskiller dig og mig
fra et ufødt menneske, er tid. Ikke
værdi, ikke menneskeværd, kun tid.
Det må vi forholde os til og tage ansvar for.
Politikere og medier italesætter og hylder abort som en demokratisk menneskerettighed, og dermed er alle, der er imod abort, stemplet som både udemokratiske og imod menneskerettighederne. Statsministeren har brugt tid i flere åbningstaler i folketinget og nytårstaler på at fortælle, hvor vigtigt det er med retten til abort. Det er en mærkesag for hende at få det sagt fra landets vigtigste talerstol.
Og der arbejdes for fuld kraft i både EU og FN for at gøre abort til en indiskutabel menneskerettighed (selv om det er indlysende selvmodsigende at gøre det til en menneskerettighed at slå mennesker ihjel). Men hvis sandheden i virkeligheden er, at menneskelivet starter ved undfangelsen, så er enhver provokeret abort aflivning af et lille menneske. Den sandhed ønsker man bare ikke italesat. Derfor bliver abortmodstandere ofte hånet og lagt for had i medierne.
Abortmodstandere bliver omtalt som mennesker med ekstreme holdninger, der er ude på at knægte kvindesagens kamp for frihed. For hvis man skal tage den sandhed ind, at abort slår ihjel, så har man i Danmark slået knap en million små danskere ihjel de sidste 50 år fuldstændig bevidst og overlagt, – og hvem kan holde til den sandhed? Hvem kan holde til konsekvenserne af den sandhed?
Derfor fordrejes sandheden til ukendelighed. Man siger: Det handler slet ikke om et barn før uge 18. Abort er ikke at slå ihjel. Abort er en menneskerettighed. Kvinderne ville være ilde stedt uden denne ret. Abort er kvindesagens mærkesag og en sejr for kvindekønnet. Abort er en kærlighedsgerning overfor de uønskede. Abort afhjælper, at vi får handicappede børn og dermed skåner både børn og forældre for smerte.
Sygehusvæsnet udfører gerne aborter, for det er ikke at tage liv, det er en reproduktiv sundhedsprocedure. Osv. Osv. Der er ingen grænser for, hvilket vidundermiddel og sejr for alle parter abort skildres som. Men det er ikke sandheden. Sandheden er, at abort slår ufødte mennesker ihjel. Man bliver ikke først et menneske ved fødslen. Fødslen er bare et skift i opholdssted, ikke i identitet. Det eneste, der adskiller dig og mig fra et ufødt menneske, er tid. Ikke værdi, ikke menneskeværd, kun tid. Det må vi forholde os til og tage ansvar for.
Hvad er det, vi møder i medierne, når talen falder på abort? Vi møder billedet af den ulykkelige kvinde eller af en abortpille, men det lille ufødte menneske omtales ikke, – det er gjort abstrakt og usynligt i mediebilledet, som om det ikke handler om et konkret liv. Tænk, hvor ville det være befriende, hvis medierne turde tale om dette abortmonster med udgangspunkt i barnet, så der blev redegjort for, hvad det rent faktisk gør ved barnet, måske ville det få nogen til at stoppe og tænke: hallo, hvad er det dog vi har gang i?
Først, når man erkender den forfærdende sandhed om abort og de mange ofre, kan man sætte en ny retning og begynde en helingsproces med tilgivelsen som første punkt. Kun En kan tilgive alt dette. Ja, kun Sandheden kan sætte os fri.


