Vebjørn bragte Muhammed-tegninger i Norge

Men han fik ikke opbakning af regeringen, som Jyllands Posten i Danmark, på grund af ytringsfriheden.
– Tværtimod. Norges statsminister gav ham skylden for, at ambassader blev brændt af…!Det var ikke helt så sjovt at kæmpe for ytringsfriheden i Norge som i Danmark under Muhammed-krisen.Det oplevede Vebjørn Selbekk og hans lille familie.
Herhjemme havde Jyllands Posten statsminister Foghs ubetingede – og næsten for positive – opbakning til at offentliggøre de berygtede Muhammed-tegninger.
Selv om det skete som en bevidst provokation fra Jyllands Postens side.

I Norge var det helt modsat. Her skete offentliggørelsen ikke i provokation, men for at illustrere en artikel om emnet i den kristne avis Magazinet, som nu er en del af dagbladet Dagen.
Vebjørn Selbekk blev angrebet fra alle sider.
Da Norges ambassader blev ramt af voldsomme demonstrationer og brandstiftelse ligesom Danmarks, udtalte Norges socialdemokratiske statsminister Stoltenberg, at Vebjørn Selbekk, som han nævnte ved navn, var medansvarlig.
Ikke ligefrem nogen opbakning fra pressens minister.
Vebjørn følte sig mere eller mindre presset til at sige ”undskyld” offentligt til muslimerne for at dæmpe uroen.

– I 2006 lavede vi en artikel om Jyllands Postens Muhammed-tegninger. Vi syntes, det var en meget interessant sag. Vi havde set Fogh sige nej til at træffe ambassadørerne og de første demonstrationer.
Vi talte med to norske karikaturtegnere. Den ene var fra Dagbladet (svarer til Ekstra-bladet, red.) han var en af de værste, når det gjalt at karikere kristendom, men han sagde, at ”for mig går der en grænse, jeg tør ikke tegne noget, som kan ophidse muslimer”.
Det var meget tankevækkende, at en person, der aldrig har stået tilbage for at provokere, var bange for at ophidse muslimer. Den anden, vi kontaktede, havde cirka samme reaktion.
Men vi ønskede at fortælle om situationen i Danmark.
Så jeg skrev en artikel og fortalte om tegningerne, og om statsministerens nej til at møde ambassadørerne.

– Så opstod den situation, der opstår hver dag i medieverden. Når man har skrevet en artikel, skal man finde en illustration til.
Så kom dilemmaet: Kan vi vise tegningerne?
I enhver anden situation havde sagen været klar. Selvfølgelig viser man det, man fortæller om, men i denne sag kunne det betyde fare.
Spørgsmålet var: Skal vi acceptere, at trusler om vold og drab skal bestemme de redaktionelle beslutninger i den frie verden?
Jeg valgte at tage et ansvar og behandlede sagen som enhver anden, for jeg ville ikke give efter for trusler.

SELVCENSUR: På forsiden af Magazinet fortaltes om de norske vittighedstegnere, som ikke holdt sig tilbage fra at håne kristendommen, men ikke turde tegne Muhammed af frygt for muslimernes repressalier…

– Reaktionerne begyndte dagen efter. Jeg fik en e-mail med billeder af et forbrændt lig, og teksten: Du kommer i denne persons sted, fordi du har krænket profeten.
Vi var ikke sikre på, om det skulle tolkes som en dødstrussel. Det kunne jo være en religiøs ytring.
Men allerede dagen efter kom den første direkte dødstrussel på mail. ”Forvent din død. Du er en død mand, fordi du har krænket profeten. Det var den første af i alt 50 direkte dødstrusler, jeg modtog i løbet af disse uger.
Derudover blev der også lagt billeder af mig ud på hjemmesider i den muslimske verden, som bliver brugt af terrorister.
Det var meget alvorligt og ubehageligt, når man er en familiefar med kone og tre børn. Vi blev nødt til at få politibeskyttelse og livvagter, husker Vebjørn Selbekk.

– Der var stor mediedækning, både fra ind- og udland.
Vi blev også angrebet af myndighederne og ministrene. Statsministeren gik ud til Norges største avis, efter at den norske og danske ambassade i Damaskus var blevet brændt ned, og sagde at jeg havde medansvar i, at ambassaden var blevet brændt.

– Det var ekstremt hårdt for mig og min familie. Jeg kan huske, at jeg fik en mail, hvor der stod: ”Selvek, du skal vide, at lige nu er du den mest hadede person i hele Norge”.
Jeg ved ikke, om det var sandt, men det føltes i hvert fald sådan.
Dér var det fantastisk at vide, at selv om det skulle være sådan, så er der altid én, der elsker dig så højt, at han har givet sit liv for dig, siger Vebjørn Selbekk.
– Vi kan tale om himlen og evigheden, men det kan føles en smule fjernt til tider.
Men når 50 personer har henvendt sig og tilbudt at føre dig over i evigheden, så bliver det vedkommende…!

– Situationen udviklede sig. Meningsmålinger viste, at den norske holdning til muslimer var blevet meget negativ.
Jeg tænkte, om der var noget, jeg kunne gøre, for det var ikke det, der var meningen.
Det var ikke vores mening at krænke nogens religiøse følelser. Vi trykte tegningerne på baggrund af en redaktionel beslutning.

– Derfor valgte vi at tage kontakt til Det Islamiske Råd i Norge og nogle norske toppolitikere.
En måned efter at tegningerne var blevet trykt, holdt vi en fælles pressekonference hos integrationsministeren.
Lederen for Det Islamiske Råd, en partileder, integrationsministeren og jeg stod sammen om et budskab mod negativiteten.
Jeg beklagede, at religiøse følelser hos norske muslimer var blevet såret på grund af artiklen. Det var ikke svært, for det var aldrig min hensigt at såre nogen.
Jeg så, at Jyllandsposten havde lagt en lignende undskyldning ud på deres hjemmeside.

– Jeg mener, at flere af vores værdier er under pres fra islamismen.
Det handler om vores ytringsfrihed: Selv om mange siger, at denne sag kun handler om, at det i Islam er forbudt at afbillede profeten, så er der flere eksempler på folk, der er blevet dræbt for bare at kritisere islam.
Det her handler om langt mere end tegninger. Det handler om, hvorvidt vi vil acceptere en halv ytringsfrihed, hvor vi kan kritisere alt – undtagen islam.
Det handler også om kvinders rettigheder.
Det handler om religionsfrihed: Der er mange eksempler på, at mennesker, der er konverteret fra islam til kristendommen, bliver forfulgt og dræbt.
Jeg frygter, at islamistiske kræfter vil true med at overtage vore lande. Ikke via magt eller invasion, men fordi folk bliver bange for at modsige dem. Det, mener jeg, er visgtigt at kæmpe imod, slutter Vebjørn Selbekk.

Læs også artiklen ”Frygt ikke…”