Indre Mission taler ikke altid om mission
Indre Missions hovedbestyrelse har i foråret taget temperaturen på den indremissionske missionsiver.
En trejdedel tænker slet ikke eller i for ringe grad mission i udlandet ind i Indre Missions arbejde.
Det viser en undersøgelse blandt 245 samfundsformænd i Indre Mission.
Mere end en fjerdedel af stederne er der ikke foretaget indsamling til ydre mission i hele 2007, skriver Indre Missions Tidende.
Kun 13 pct. har direkte kontakt til en eller flere missionærfamilier, og 9 pct. har ét eller flere ydremissionsprojekter.
På spørgsmålet Hvor ofte ydre mission på en eller anden måde har været en del af mødeprogrammet i 2007 falder svarene ligeligt i fem grupper: Slet ikke, Én gang, To gange, Tre gange samt Fire gange og oftere. Hver svarmulighed har fået ca. 20 pct. af svarene.
Spørgeskemaet blev sendt ud til 409 samfundsformænd i Indre Mission. 245 svarede tilbage. Og heraf mente to tredjedele, at de har et passende engagement i ydre mission.
Danmission topper listen over de mest populære missionsselskaber. Derefter kommer Sudanmissionen – det nuværende Mission Afrika – Ordet og Israel, Brødremenighedens Danske Mission og Dansk Ethioper Mission.
/sl