Luthersk kristendom i det 21. århundrede

– fremover bliver det Afrika, der sætter dagsordenen, påpeger Mogens Mogensen, som for nylig deltog i Det Lutherske Verdensforbunds generalforsamling i CanadaI bogen ”The Next Christendom. The Coming of Global Christianity” (2002) gør den amerikanske religionshistoriker Philip Jenkins opmærksom på en revolutionerende begivenhed i det 20. århundrede. At overse betydningen af den begivenhed ville være ligeså alvorlig som at overse den franske revolution i det 18. århundrede. I løbet af det sidste århundrede har kristendommens tyngdepunkt forskubbet sig fra Vesteuropa og Nordamerika mod syd til Afrika, Latinamerika og Asien. Kristendommen er ikke længere primært ”den hvide mands religion”. Den typiske kristne i dag er snarere en kvinde i en landsby i Nigeria eller i en brasiliansk favela. Samtidig med at kristendommen bevæger sig mod syd, tyder alt på, at kristendommen i sin udformning vil blive præget af kulturerne i syd, lige som den i århundreder har været præget af vestlig kultur.

Hvad betyder denne udvikling for os i den lutherske kirke i Danmark? Lige siden reformationen har dansk kristendom været stærkt påvirket fra Tyskland. I Wittenberg, hvor Luther havde sit virke, og i Halle, der var pietismens arnested, er i dag kun omkring 10% af befolkningen medlem af nogen kirke. Også i det gamle Vesttyskland oplever kirken en markant tilbagegang. De fleste lutherske kirker i nord har været inde i en langvarig ned-gangsperiode, også den danske folkekirke, både når det gælder medlemstal, og især når det gælder kirkegang. Hvorfra henter vi vor inspiration i dag?

I næsten 400 år var lutherske kirker udelukkende et nordeuropæisk og nordamerikansk fænomen. Så sent som i 1947, da det Lutherske Verdensforbund (LVF) blev grundlagt, var stort set alle de 47 medlemskirker fra det nordatlantiske område. Da LVFs generalforsamling blev afholdt i Winnipeg, Canada, i juli i år, var der 136 medlemskirker repræsenteret fra 76 lande. De lutherske kirkers tilbagegang i nord modsvares af, at de lutherske kirker i syd vokser hurtigt disse år. Lutherdommen er blevet global. Spørgsmålet er, om det vil ændre forståelsen af, hvad det vil sige at være luthersk i det 21. århundrede?
På LVFs generalforsamlingen i Winnipeg var det tydeligt at mærke, at fællesskabet i LVF betyder mere for kirkerne i syd, der lever som mindretalskirker, end for flertalskirkerne i nord. Samtidig med at kirkerne i syd værner om deres lutherske identitet, bringer de også fornyelse med ind i den lutherske familie. I mange lutherske kirker i syd findes der i dag karismatiske bevægelser, og i det hele taget ligger karismatiske perspektiver og ytringsformer ikke så fjernt fra almindelige lutherske kristnes kristendomsforståelse fx i Afrika, som det gør for de fleste lutheranere i nord.

I sin tale ved åbningen af generalforsamlingen pegede LVFs præsident, biskop Christian Krause fra Tyskland, på, at kirkevæksten i syd først og fremmest er knyttet til menigheder og fællesskaber med et karismatisk islæt. ”Ofte er det i situationer med dyb fattigdom, at folk fejrer fællesskabet med Kristus, idet de lader sig bære af Guds ånds kraft ind i dimensioner af håb om frelse på steder, hvor det ellers er håbløshed og lidelse, der er dominerende.” For Krause stod det klart, at ”fremtiden for det kristne samfund i verden og dets påvirkning af menneskehedens skæbne i høj grad vil afhænge af, om og hvordan de historiske konfessionelle kirker på en god måde kan blive integreret med de forskellige karismatiske menigheder og bevægelser, eller om det i det mindste er muligt at holde dem sammen i en økumenisk alliance”.
Temaet for generalforsamlingen var ”For verdens heling”. På selve generalforsamlingen lå hovedvægten på verdens økonomiske, sociale og politiske heling og på kirkens økumeniske heling. Kirkerne i syd engagerede sig ikke så stærkt i LVFs økumeniske dialoger, men var meget aktive for at få gjort opmærksom på internationale og nationale uretfærdigheder og konflikter, som fører frygtelige lidelser med sig og kalder på heling.

På en række aftengudstjenester blev der imidlertid også sat fokus på den personlige heling, som især karismatiske grupper er kendt for at engagere sig i. Her deltog flere hundrede lutheranere fra hele verden i helings- eller helbre-delsesgudstjenester, hvor deltagerne kunne skrive deres personlige behov for heling ned på en seddel. Deltagerne gik frem til præster, der talte enten engelsk, tysk, fransk eller spansk, gav dem sedlen og knælede, hvorefter præsterne med håndspålæggelse og salvelse bad for heling og helbredelse.

Mange lutherske kirker i nord har problemer med begreber som mission og evangelisering, dels pga den historiske forbindelse mellem mission og kolonialisme, dels pga indflydelsen fra en pluralistisk religionsteologi, ifølge hvilken der er frelse i alle religioner. Det har ført til, at dialog og diakoni har erstattet evangelisering som hovedbegreber i mission. Kirkerne i syd har gennemgående en langt større frimodighed i forkyndelsen af evangeliet, og de oplever da også, at mennesker bliver omvendt, og at der dannes nye menigheder. For dem er der sjældent noget modsætningsforhold mellem forkyndelse, dialog og diakoni. Det var da også den forståelse af mission, der kom til at præge LVFs udtalelser om mission. Samtidig blev der talt om behovet for, at kirkerne i nord også begynder at lære af kirkerne i syd, når det gælder om at være i mission.
Philip Jenkins gør i sin bog om kristendommens udvikling opmærksom på, at ”den næste kristendom”, som udvikler sig i syd, på en række områder vil være mere traditionel (eller konservativ), end vi er vant til i nord. Meget tyder på, at det også gælder luthersk kristendom. Spørgsmålet om kvindelige præster har dog ikke skabt den samme teologiske konflikt i syd som i nord, og mange lutherske kirker i syd har allerede accepteret kvindelige præster, og flere vil sikkert snart følge efter.

Det emne, der imidlertid fremkaldte den hedeste diskussion på LVFs generalforsamling, var helt uden konkurrence spørgsmålet om kirkens syn på homoseksuelle/lesbiske parforhold. Et forslag fra Sverige om, at LVF skulle arbejde med dette emne og udgive bl.a. bønner og liturgier om relationer mellem mennesker af samme køn, vakte så stor modstand fra kirker i syd, især afrikanske kirker, at det måtte tages af bordet for at undgå splittelse i LVF. Et af de afrikanske kirkelederes argumenter mod fælles udtalelser på dette område var, at de heller ikke havde bragt det vanskelige spørgsmål om kirkens forhold til polygame ægteskaber frem i LVF sammenhæng mhp fælles udtalelser.

Vi er vant til i de gamle kirker i nord, at det er os, der opsætter de teologiske og etiske kriterier, som lutherske kirker styrer efter. Indtil nu har kirkerne i nord set det som deres opgave at hjælpe de unge kirker i syd med økonomisk og teologisk bistand. Spørgsmålet er, om vi midt i vor kirkelige tilbagegang og krise er parat til at lære af kirkerne i syd? Er vi på det teologiske og etiske område villige til at lytte til kritiske røster fra vore lutherske søsterkirker i syd? Det Lutherske Verdensforbund er et af de steder, hvor Folkekirken både kan dele sine erfaringer og indsigter fra mødet med den modernitet, som også kirkerne i syd må forholde sig til, og samtidig udfordres og inspireres af det åndelige liv i kirkerne i syd til at være luthersk kirke i det 21. århundrede.