Historien om David og Goliat – og os

Lucado aktualiserer igen en af de gamle bibeltekster. En ny bog af Max Lucado har set dagens lys på dansk, og endnu en gang slår man både febrilsk og taknemlig op på bogens første sider. Hvad venter os denne gang monstro?Svaret er enkelt: et budskab, der som altid er medrivende leveret, som går lige ind i både hjerte og forstand og sidst, men ikke mindst: tvinger til personlig stillingtagen. En venlig henstilling, der er uafrystelig: tænk som David!

Vores fem sten

Alle kender historien om David og Goliat – og dog! Hvem tænker måske lige på, at David rent faktisk samlede fem sten op, da han stod frem for kæmpen? Disse sten giver forfatteren en videre betydning end den rent faktuelle; disse sten er de våben, der også for nutidsmennesket overgår alle andre:
– stenen fra fortiden (der minder den kristne om Guds løfter, tidligere kampe og sejre);
– bedestenen (bønnen var Davids hemmelige opskrift, da han skulle besejre Goliat);
– stenen med prioriteterne (Guds ære først; kampen mod kæmpen kan tjene som en illustration af Guds styrke);
– stenen med kampvilje (David løber frem mod, ikke bort fra udfordringen);
– stenen med udholdenhed (”en bøn er måske ikke nok. En undskyldning rækker måske ikke. En måneds forsøg på at løse problemerne forslår muligvis ikke“, s. 186).

Vores Goliat?

Den enkelte læser må gøre op med sig selv, hvem hans Goliat er … et dårligt ægteskab? Arbejdsløshed? Depression? Alkoholisme? Pornografi-afhængighed? Depression? Hovmod? Og så kan han tage stenene i hånden og bruge dem. Fokuserer han på kampen, vil han falde; fokuserer han på Gud, vil kæmpen falde.

Relevant og trosstyrkende

Det er Max Lucados meget store fortjeneste, at han i dén grad evner at aktualisere de gamle tekster. Dette er – som undertitlen siger – „en historie for nutidsmennesket“. Det er relevant og engagerende. Det er berigende. Det er trosstyrkende.
Det er Max Lucado i en nøddeskal.

Max Lucado:
Se Goliat i øjnene
– En David og Goliathistorie for nutidsmennesket
262 sider • 250 kr.
Lohse