Kærlighedens vej til Danmark

– Min tro gennesyrer alt, siger ortodokse Monica Papazu, der måtte kæmpe med de rumænske myndigheder for at blive dansk gift. Monica Papazu er vokset op i Rumænien under kommunismen, men har boet i Danmark siden 1980, er dansk gift og har to børn. Hendes vej til Danmark gik gennem en FN-konference i Bukarest i 1974, hvor hun mødte en dansk journalist. Det blev begyndelsen på en seksårig kamp med de rumænske myndigheder.– Når man ville gifte sig med en udlænding, skulle man ansøge om det i statsrådet, og sagsbehandlingen kunne tage 3-8 år ud fra kriterier, som aldrig var klare. Efterhånden fandt man ud af at tale med andre ansøgere, som havde flere erfaringer med systemet, men man fik aldrig at vide af myndighederne, hvad der blev krævet. Da sagsbehandlingen begyndte, blev både jeg og mine forældre indkaldt til samtaler hos myndigheder, kommunistpartiet, det hemmelige politi og arbejdspladsen/universitetet.
– Hvis ens forældre ikke ville støtte ægteskabet, blev sagen aldrig behandlet uanset ens alder. Mine forældre blev truet med afskedigelse, fordi de støttede ansøgningen, hvilket var meget alvorligt, for uden arbejde kunne man ikke overleve fysisk. Jeg blev truet med, at jeg ikke ville få lov til at færdiggøre mine studier på universitetet og med, at systemet kunne iværksætte en prostitutionsproces mod mig, fordi jeg var forlovet med en udlænding.

– Trusler som psykologisk våben gav resultat. Der var mennesker i vores situation, som opgav deres ansøgning, efter at de have fået afslag. Efter hvert afslag skulle man begynde forfra med at samle papirer, skrive til statsrådet og indkaldes til møder, hele maskineriet gik i gang igen. For os gjaldt det om at bevare vores kærlighed og troen på fremtiden! Det var ikke særlig svært, for jeg var overbevist om, at vores kærlighed og beslutning ville være stærkere end systemets brutalitet!
– I det øjeblik man fik tilladelsen, gjaldt det om at blive gift på rådhuset hurtigst muligt, inden myndighederne fandt på at trække tilladelsen tilbage. Var man først gift, fik man automatisk pas og kunne rejse ud af landet. Vi blev borgerlig viet i foråret 1980. Om sommeren blev vi kirkelig viet i det skjulte hjemme hos mine forældre. Præsten og diakonen kom i civilt tøj med en kuffert med ornater, og så trak vi gardinerne for! Sådan foregik vores vielse, for åbenlys kristen vielse var ikke mulig, når det var en vielse med en udlænding, da kristendommen var forfulgt.

– Alt det, som var kristent, var registreret f.eks. hvis man gik i kirke, købte en bønnebog eller en teologisk bog og kristen litteratur. Hvis man fandt sådanne bøger, skulle man opgive CPR-nr., navn og adresse. Det betød, at barnedåb og vielser ofte skete skjult i hjemmet. For der var to kirker: den officielle kirke og ”katakombkirken”, som var det navn, der blev brugt om den underjordiske kirke.
– I nærheden af den store Donau-havneby Galai, som jeg kommer fra, byggede man i mellemkrigstiden et kloster, netop fordi man forventede, at kommunismen ville komme, så det skulle være et modstandscenter. Under 2. Verdenskrig var der 300 nonner i dette kloster, men de blev smidt i fængsel af kommunisterne, og klosteret blev delvis nedrevet og brugt som statsinstitution. De nonner, som overlevede deres fængselsstraf, blev ved med at samles i det skjulte, så det var et katakombkloster.

Da jeg spørger Papazu, hvad der var sværest at vænne sig til i Danmark, svarer hun ”ingenting.” Til gengæld var hun overrasket over den marxistiske ideologis indflydelse og manglen på åndsfrihed i aviserne og på universiteterne, da hun kom til firsernes Danmark. På spørgsmålet om hvad der er bedst i den danske litteratur, svarer Papazu:
– De store kristne forfattere betyder mest for mig, og den store danske litteratur er jo de kristne forfattere, f.eks. Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Grundtvig og Martin A. Hansen.
Hvad sætter du især pris på i Danmark?
– Den nationale bevidsthed og den nationale sammenhængskraft, som er bedre bevaret her end i de fleste steder i Vesteuropa, hvilket jeg også har fået bekræftet af franske sociologer.

Monica Papazu fortæller om sin kristne tro:
– Jeg har altid været kristen. Det har været en vækst, men jeg blev bevidstgjort herom, da jeg gik på universitetet i Bukarest og var lige så meget interesseret i teologi som i litteratur. Jeg afsluttede mine studier med magisterkonferens i den russiske teologiske forfatter Nikolaj Gogol som led i et tværfagligt arbejde på trods af, at kristendommen dengang var et tabu-emne. Netop i kommunisttiden blev vi udsat for daglige løgne og undertrykkelse; kirken blev påvirket og gik på kompromis. Så da jeg hørte den klare forkyndelse af præster og forfattere i levende kirker, blev jeg ramt. Her var den forkyndelse, jeg tørstede efter. Da vi boede i Galati, hørte vi til i bispekirken, dvs. domkirken. Hver påske var der gudstjeneste med den vidunderlige, traditionelle opstandelses-gudstjeneste men prædikenen, som fulgte efter, var erstattet af en propagandatekst med partiets nyeste slagord. Vor reaktion var naturligvis, at vi gik hjem.
Trosmæssigt hører Papazu til i den rumænsk-ortodokse kirke og voksede op i en normal ortodoks familie, hvor man er diskret om den personlige tro, man sætter ikke ord på troen eller de religiøse erfaringer. Kun hvis der sker et brud, hvor man har mistet sin tro, og man bliver ledt tilbage, som f.eks. beskrevet af Solsjenitsyn og Dostojevskij. På spørgsmålet om, hvad troen betyder i hverdagen, svarer Papazu:
– Det er jo det fundament, alting bygger på. Troen kan ikke indkapsles i et særskilt område af ens liv. Enten gennemsyrer troen ens livsforståelse og gerning – eller ikke.
– I den ortodokse kirke er det, som betyder mest for mig, måden hvorpå alt er integreret, dvs. liturgi, spiritualitet, dogmatik, ikoner; det danner en helhed, hvor man også er integreret som person, familie, og hjemmet er i sig selv en lille kirke.
– Ikonerne er på østvæggen, hvor der normalt brænder et lys foran ikonerne – præcis som i kirken. Det rituelle med f.eks. at gøre korsets tegn sker jo også i hjemmet – der er ingen adskillelse mellem hjem og kirke.

Papazu har skrevet meget om lidelse i bøger og artikler, for det var hverdagskost i de kommunistiske lande.
– Lidelsen delte jeg med millioner af mennesker, dvs. den normale lidelse under kommunismen, som betød angst for øjeblikket, dagen i morgen; og sandheden, som blev undertrykt. Løgnen var i sig selv en lidelse, ligesom magtesløsheden.
– Mennesker har altid været opmærksomme på, at lidelsen har en betydning. Man har på den ene side den græske oldtids forståelse: Hvad er meningen med lidelse, hvorfor skal mennesket lide? spurgte grækerne. Og de svarede: Lidelsen er givet mennesket, for at mennesket skal forstå. Lidelsen bringer forståelse, fordi den viser menneskets grænser og afmagt. Når man rammer grænserne, stiller man spørgsmål om sig selv og verden og får ny indsigt. På den anden side er der kristendommens forståelse af lidelsen. Ikke alene mennesket lider, men Gud lider – han lider for mennesket. Kristus tager hele menneskets lidelse på sig. Og i sin lidelse opdager mennesket netop, at det ikke er alene. Således kan lidelsen føre til afklaring og fornyet tro på Kristus. Lidelsen betyder Korset, og Korset er frelse.

Monica Papazu er mag. art i sammenlignende litteratur fra Bukarests Universitet og har undervist i litteraturvidenskab på Odense Universitet og i ortodoks teologi og spiritualitet på Præstehøjskolen i Løgumkloster.