Lærere siger nej til faget kristendom

– Vi lever i et multietnisk samfund. Derfor skal børnene undervises i religion generelt, mener Danmarks LærerforeningSom bekendt er der et stigende antal børn fra andre trosretninger end den danske folkekirke. Især muslimske forældre beder deres børn fritaget fra kristendomskundskab.Fagets nuværende navn signalerer, at børnene får undervisning i religion og livsstil ud fra en kristen grundholdning. Men nu er navnet oppe til debat. Det bør hedde religion, mener bl.a. Danmarks Lærerforening. Derved skal alle religioner undervises på lige fod.
– Vi bor i et bredere, mere multietnisk samfund, end vi gjorde engang. Derfor må skolen sende det signal, at vi gerne vil lære hinandens religioner at kende, siger foreningens formand, Anni Herfort Andersen, til Jyllands Posten.
Men den nye kirkeminister, Johannes Lebech er uenig:
– Kristendomskundskab er nyttigt for at kende dansk kultur. Hvis vi bare døber det om til religion uden at ændre indholdet, vil det være falsk varebetegnelse. Så hellere have to fag.
Anni Herfort Andersen mener dog, at man ikke behøver et fag som kristendomskundskab for at viderebringe de kristne værdier til skolebørnene:
– De kristne værdier gennemsyrer hele vores samfund, vores måde at være og tænke på. Derfor har jeg ingen betænkeligheder ved, at skolen underviser mere bredt i religion.
Johannes Lebech mener, at man udmærket kan informere børnene om andre religioner ud fra kristendomsfaget. F.eks. bør alle børn vide, hvorfor nogle overholder ramadanen. Til gengæld bør muslimske indvandrere lade deres børn deltage i undervisningen for at lære kristendommen at kende – som ren kundskab:
– Jeg forlanger ikke, at muslimske børn skal gå i søndagsskole, men de skal være orienteret om kristendommen, siger han til Jyllands Posten. – Det er et spørgsmål om viden.
Kirkeministerens forslag om at have to fag – kristendom og religion – er ikke en ny tanke. Før 1937 hed det omdiskuterede fag blot religion, men til gengæld var skolen forkyndende, idet det var skolens opgave at opdrage børnene til kristne mennesker. Siden 1975 har faget kristendomskundskab blot været et orienteringsfag på linie med f.eks. historie. I folkeskolen har de små klasser 2 timer om ugen, mens de store klasser nøjes med en enkelt. Alligevel er det for meget for mange muslimske forældre. Og derfor er navneforandringen til debat.