Kristen hjælpearbejder dræbt i Afghanistan
AFGHANISTAN – Mandag i sidste uge blev den kristne hjælpearbejder Gayle Williams dræbt i Afghanistans hovedstad, Kabul.Den engelske hjælpearbejder virkede blandt fattige, udviklingshæmmede børn i Afghanistan for den kristne organisation Serve Afghanistan. Avisen The Independent rapporterer, at Gayle Williams (billedet herover) var på vej på sit arbejde, da hun mandag i sidste uge blev skudt ned på åben gade af to gerningsmænd på motorcykel.
Gerningsmændene tilhører angiveligt Taliban, og en talsmand for Taliban, Zabiullah Mujahid, har efterfølgende udtalt, at Gayle Williams blev dræbt, fordi hun arbejdede for en organisation, der forkyndte kristendommen i Afghanistan.
En påstand, der afvises af Serve Afghanistan, der understreger, at organisationen ikke udfører missionsarbejde, men hjælpearbejde for udviklingshæmmede børn. Gayle Williams arbejdede således som lærer for børn, der har mistet arme og ben på grund af bomber og landminer.
levi