Troubadourens tiende

Hans Jørn Østerby „jubilerer“ med sin velskrevne „No 10“Velkommen. Du er havnet hos en vestjysk troubadour! Sådan står der på Hans Jørn Østerbys hjemmeside, og det er da også en meget rammende beskrivelse af musikeren, som netop har udgivet sin tiende cd (med titlen No 10). Hvis du synes, billedet giver visse associationer til Niels Hausgaard, ja så er det ikke helt ved siden af. Musikken er er slags historie-fortælling.
Da jeg første gang ringer ham op for at stille et par spørgsmål, befinder han sig selvfølgelig i en musikbutik, og vi må henlægge interviewet til senere på dagen og mere rolige omgivelser.
Hans Jørn er opvokset i en bondeslægt i Vestjylland, uddannet fra Landbohøjskolen i København, men landmand blev han jo altså ikke, selvom musikken er helt nede på jorden med rødder tilbage i 20’rne, iblandet et utal af stilarter.

Mit første spørgsmål er det klassiske: ”Hvem har været din inspirationskilde?”
Efter en længere udredning af processen med at skabe musik, som ikke tilhører bestemte stilarter, kommer han alligevel frem til, at hans ven Hans Inge Fagervik er et forbillede i sin evne til at udtrykke det, han mener. Hører man efter eller læser teksterne, er der heller ingen tvivl om, at Hans Jørn har noget på hjertet. ”Når trætte tiggere trisser til fest” er titlen på cd’ens første sang, som handler om, hvordan det bliver at komme i himlen, hvor ”en syg sætter sin seng til salg og mange meningers mod står for fald”. Det er sange af eftertænksomhed og refleksion. En enkelt sarkastisk sang: ”Fest i St. Meningsløse”, giver cd’en lidt kant og udfordrer den vestlige verden med de indledende ord: ”Det forekommer mig, at jeg i den vestlige verden ser et folk, der danser sin undergang i møde”.

Jeg har mellem linjerne læst mig frem til, at Hans Jørn har tilknytning til Indre Mission, og spørger lidt til det med at komme ud blandt almindelige danskere med tekster og budskaber, som har deres tydelige afsæt i bibelske beretninger og refleksioner over livet som kristen. Faktisk viser det sig, at det ofte er de mennesker, som har et mere løst forhold til kirke og kristenliv, han spiller for. Men som han siger, når man bare har tid til at give dem forhistorien og sammenhængen, så er det ikke noget problem med det kristne afsæt. Han mener, at vi skal passe på ikke at gøre hinanden dummere, end vi er, fordi der er en tendens til, at alt skal skæres ud i skiver, tygges og fordøjes, i stedet for at lade tilhøreren få fornøjelsen ved selv at finde forståelsen.
Der er noget skønt over mange af teksterne, hvor det håndværk at bruge sprogets virkemidler er i højsæde. Hans Jørn kan godt lide billedsprog, og selv om der er enkelte klicheer („sejle ud i livet“) er det generelt med til at sætte forestillinger og tanker i gang hos den, som hører efter.

– Jeg begyndte først at spille guitar i 8. klasse, hvor jeg var kommet på efterskole. Men kunne allerede spille trompet.
Siden da har Hans Jørn udviklet sig til en musikalsk sprællemand, som spiller næsten alle instrumenter selv. Guitaren er dog det foretrukne brugsinstrument, og man kan komme langt med tre akkorder, som han selv siger. Der er lidt dansktop over nogle af numrene, siger jeg til ham og er spændt på reaktionen. Uden direkte at indrømme det kommer samtalen alligevel ind på Lars Lilholt m.fl., og lidt malurt må ud, for det er lidt svært at være kristen musiker, hvor markedet for folkesangere a la føromtalte er mere begrænset.
Musik er jo som bekendt smag og behag. Efter min mening gør de mange stilarter det musikalske udtryk rodet, men måske er det troubadourens privilegium at blæse på stilen og koncentrere sig om historien. Sat i relief til det, der i øvrigt spilles i radioen, dominerer på hitlisterne og vinder priserne i det ganske danske land, så er det ikke så ringe endda.
No 10 er en velskrevet cd, som er værd at lytte til, tænke over, og hvor man kan fornøjes ved sproget. Er man til dansktop, Fagervik, Lilholt og især et godt miks, så er den en anbefaling værdig.

Hans Jørn Østerby:
No 10
149 kr.
Langvad Musik