Davids talende harpe
I serien Bibel STÆRK er der kommet endnu en bog – med historien om Goliat og Davids talende harpe.Historien handler om kæmpen Goliat, som ingen kunne tæve, og drengen David, der vogter får og spiller harpe. Men harpen er af en helt sjælden slags, den er nemlig fuld af gode råd, som den formidler til David på rim. Kong Saul, der er plaget af en ond ånd, hører om David og hans harpe og skaffer ham job som åndetæmmer. Den onde ånd røres, græder og bliver god. Men så udbryder der krig, og her er der ingen, der kan stille noget op mod kæmpen Goliat. Harpen fortæller David, hvad han skal: Ram manden i panden, fat mod og tag fat. David finder en sten og en slynge og rammer Goliat i panden. Goliat ramler til jorden, der revner. David udnævnes herefter til hærfører, tilbedes af mange, og kong Saul bliver misundelig. Han vil nedkæmpe David, der igen hjælpes af sin harpe. David ender som konge og bliver igen hyrde – denne gang for Israels folk.
Bogen er rigt og farverigt illustreret, og man får et klart indtryk af, at Goliat er en stor og uovervindelige mand. Teksten er flere steder vanskelig for mindre børn og skal efterfølges af en forklaring, for at sammenhængen i fortællingen kommer frem.
Peter Mouritzen: Gok Gliat!
Illustreret af Søren Jessen 24 sider 218 kr. Alfa