Præsteretten var og forbliver en farce

Biskop Lise-Lotte Rebel bedømmer ret, når hun ikke har sendt Grosbøll-sagen for PræsterettenMange har reageret på Thorkild Grosbølls syn på Gud som ikke-skaber og ikke-opretholder samt hans fornægtelse af opstandelsen og det evige liv. Naturligvis er det grotesk, og mange kan ikke forstå, at han ikke bare er blevet fyret på gråt papir. Her vender opinionen sig imod biskop Lise-Lotte Rebel. Mange vil, at hun skal afskedige pastor Grosbøll, men det har hun som biskop ikke mandat til. For den eneste, der kan det, er kirkeminister Tove Fergo, og hun har gjort sig inhabil ved at udtale sig om sagen, før den lå på hendes bord. Tilbage er ”præsteretten”, og den vil biskoppen ikke have i brug i denne sag – (eller for dens sags skyld formentlig ikke i nogen kirkelig sag), idet den viste sig ganske grotesk ved den eneste sag, hvor den har været i anvendelse, nemlig over for sognepræst Bent Feldbæk Nielsen.

Da jeg efter dommen udgav bogen ”Dåb og Tro i Landsretten”, kender jeg ganske godt til denne sag. Bogen indeholder alt det skriftlige materiale, som blev fremlagt i Landsretten, inklusive Kammeradvoka-tens 17 fremlæggelser, alle de bilag, som er journaliserede i Ålborg Stift, og som blev fremlagt i retten, samt alle advokat Aksel Holst Nielsens proce-dureindlæg. Desuden begge domme – både fra Byretten i Thisted og dommen ved Vestre Landsret i Viborg. Biskop Søren Lodberg Hvas har siden beklaget, at hans indlæg ikke fandtes i bogen, men de kunne jo ikke komme med, når de ikke var fremlagt skriftligt i retten.

”Præsteretten” blev nedsat, fordi man rettelig mente, at juridiske dommere ville være inkompetente i at dømme i sager, som var af teologisk art. Imidlertid viste ”Præsteretten” sig at være en stor misforståelse. Selv teologer, som deltog i Feldbæk Nielsen sagen, har udtalt sig kritisk om ”Præsteretten”. Professor Leif Grane (side 124) tager afstand fra selve sagen, at forsøge at løse teologiske spørgsmål ved jura. Han var imod, at denne sag endte i ”Præsteretten”, og han deltog ikke gerne.

Peder Nørgaard-Højen, forsvarets teologiske konsulent, skriver i sit seks sider lange ”Kritisk læsning af Præsterettens dom”, at ”Præsteretten” ikke ville tage teologisk stilling til sagen (side 138). Han angriber på samme side, at ”Bekendelsesskrifterne” stilles over Skriften. Han kritiserer (side 137), at ”De oldkirkelige Symboler” og ”De reformatoriske Bekendelser” kaldes for ”bekendelsesskrifter”. Det betegner han som uluthersk. Han hævder, at kun Skriften (Bibelen) har umiddelbar og ubetinget betydning, mens bekendelsen kun har forpligtende betydning i samme omfang, som den stemmer overens med Skriften (side 138).

Universitetslektor Lone Fatum siger (side 163), at ifølge NT er det ikke dåben, der er grundvold for troen. Tvært imod er det troen, der er grundvolden. Dåben i sig selv er ikke interessant, kun som udtryk for troen giver den håbet.

Rektor ved præstehøjsko-len Niels Thomsen (side 161), som i kraft af sin stilling ved præstehøjskolen kender halvdelen af landets præster, hævder, at mange Folkekirkepræster ikke vil sige, at dåben er nødvendig for frelsen. Hos mange er der ikke engang forståelse for, at der sker noget reelt med barnet i dåben.

Sognepræst Bent Feldbæk Nielsen hævder i sin ”selvforsvarstale” (side 144), at han har studeret ”Ritualstriden i 1820erne og 30erne”, hvor den navnkundige biskop Jakob Peter Mynster i 1839 foreslog to forskellige dåbsritualer – et for voksne og et for børn. Her tænkes på spædbørn uden bevidst forståelse af dåben. Derved kom han under stærk kritik af N.F.S. Grundtvig. Masser af præster bakkede biskop Mynster op (over 100 underskrifter fra blot ét stift). Sagen endte til sidst hos kongen (Frederik VI), hvis dronning Marie Sofie sympatiserede med Grundtvig. Dermed stoppede sagen. Mynsters dåbsforslag blev ikke gennemført, men det er faktisk det syn, Feldbæk Nielsen blev afskediget på fra sit sogn.

Debatten om, at det græske ord ”eis” i dåbsbefalingen skal oversættes med ”til” eller ”i”, fik et dramatisk forløb i Landsretten. Biskop Søren Lodberg Hvas hævdede naturligvis med overbevisning, at det skulle være ”i”. Ulykkeligvis for ham havde han femten år tidligere skrevet en artikel i Berlingske Tidende (25.09.1983), som forsvarsadvokat Aksel Holst Nielsen havde fundet frem, og her hævdede biskoppen det stik modsatte, så han således var enig med sognepræsten dengang. I øvrigt var det det officielle dåbsritual fra 1907-1948, som Feldbæk Nielsen brugte: ”Jeg døber dig til Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.” Hvordan kan han fradømmes sit sogneembede for det? Tilmed havde tidligere biskop Henrik Christiansen stiltiende accepteret det.

I ærlighedens interesse bør det dog tilføjes, at Feldbæk Nielsen i sine prædikener hævdede, at spædbarnsdåben ikke var garant for hverken ”genfødelse, modtagelse af Ånden eller syndernes forladelse”. Det er naturligvis en stærk kop the for lutherske teologer. Feldbæk fremhæver ligesom Lone Fatum, at det er troen, der er det afgørende. Men det er dog god luthersk teologi, at Gud handler i dåben, ellers er dåben meningsløs. Men dåben bør forvaltes af troende præster og kun formidles til børn, hvor mindst den ene forældre er troende, hvorved barnet er helliget (1.Kor. 7,14), og den bør efterfølges af sand tro ved omvendelse. Dåben har to led: ”Badet til genfødelse” og ”Håndspålæggelsen til formidling af Ånden”, som er knyttet til påske- og pinsedag.

Helt grotesk blev det, da biskop Søren Lodberg Hvas bevidst talte usandt i retten med det formål at få sognepræst Feldbæk Nielsen afskediget (side 128). Den 16.02.1994 sendte biskoppen et håndskrevet brev til sognepræsten, hvor han indbyder til møde i bispegården den 24.03.1994, og skriver: ”I uge 8 har jeg sammenhængende tid til at udarbejde mit votum, som du vil få tilsendt, og som sammen med dine redegørelser danner grundlaget for videre samtale.”
Desværre nåede biskoppen aldrig at opfylde sit løfte til sognepræsten. Forhørt om dette konkluderer forsvarsadvokat Aksel Holst Nielsen: ”At det votum aldrig kom, har næppe nogen nævneværdig betydning for sagen. Så meget desto mere tankevækkende er det, at biskoppen efter en lang forklaring, som jeg ikke kan betegne som andet end en teologisk tågesnak, kom frem til den konklusion: ’Det votum har han fået adskillige gange’!” Biskoppen må da kunne huske, at han ikke udfærdigede det votum.

Hertil replicerede Holst Nielsen i sin afslutningsprocedure (side 128): ”Ikke desto mindre er det en ubestridelig, faktisk kendsgerning, at biskoppen ikke har udarbejdet det lovede votum. … I min kontraafhøring omkring dette spørgsmål henviste biskoppen til, at det jo ikke var nogen officiel skrivelse. Det var jo ikke journaliseret i Stiftsjournalen osv. Vist var biskoppens håndskrevne notat ikke skrevet på ”officielt” papir, og vist er notatet ikke registreret i stiftets journal! Og hvad så? Står biskoppens ord kun til troende, hvis det er skrevet på officielt papir og registreret i stiftets journal? Hvor er det ynkeligt – af en person, som trods alt beklæder et bispeembede. Hvorfor siger han dog ikke ganske enkelt og redeligt, at han ikke har udarbejdet det lovede votum og beklager, at han ikke opfyldte dette løfte overfor Feldbæk. … Jeg må derfor afsluttende konkludere, at den stærke beskyldning, som biskop Hvas retter mod Feldbæk er både urimelig, usaglig, grundløs og ærekræn-kende. De stærke ord rammer biskoppen selv som en boomerang. Hvis nogen i denne sag udøver åndeligt tyranni, er det i hvert fald ikke Feldbæk”.

Bogen er ikke tør, men meget interessant læsning. ”Det kirkelige, officielle Danmark” har ikke været stolt af, at hele proceduren fra ”Præsteretten” i Viborg – denne farcelignende retssag – nu kunne læses af enhver. Det er nok også derfor, at man i Kristeligt Dagblad kunne læse, at man ikke burde købe denne bog, for der ville snart komme en, som var meget bedre. Den udkom bare aldrig!

Bogen er igen blevet brand aktuel, Den understreger biskop Lise-Lotte Rebels aversion mod, at ”Præsteretten” igen skulle tages i brug i Grosbøll-sagen, hvor man skal igennem et tovtrækkeri, som formodentlig igen vil vare i tre år. Bogen heder ”Dåb og Tro i Landsretten” Den er på 176 sider og koster kr. 168,00 inkl. moms.