De vil forebygge skilsmisser
I morgen fredag introdu-ceres PREP The Prevention and Relationship Enhance-ment Program – i Danmark. Det sker på Rigshospitalets auditorium 1 i København kl. 14-20.PREP er et forskningsbaseret undervisningsprogram for par, godkendt af den norske psykologforening og berettiget til offentlig støtte i Norge.
Som initiativtagere til PREP i Danmark står psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen, og psykiater og overlæge Jørgen Due Madsen sammen med en arbejdsgruppe med bred faglig baggrund.
– Kurset giver praktiske redskaber til at skabe god og tryg kommunikation og konfliktløsning, lover arrangørerne.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at konflikt og samlivsbrud rammer op imod halvdelen af alle indgåede parfor-hold. Især børnene rammes hårdt af skilsmisser og har ofte brug for offentlig eller privat støtte.
– Der er desværre alt for få forebyggende tiltag, mener arrangørerne, som derfor vil introducere PREP i Danmark.
I Norge viser en statistik, at par, som har lært PREP-metoden, har 50 pct. større chance for at forblive i parforholdet og opleve et godt samliv.
På introduktions- og inspirationsdagen vil den tidligere leder af Samlivs-centeret på Modum Bads Nervesanato-rium i Norge, forfatteren og præsten Per Arne Dahl, og Samlivscenterets nuværende leder, cand.mag. Trine Gjermundbo, tale om relationers betydning for mennesker og introducere selve PREP-idéen, baggrunden, forskningsresultaterne, kurserne m.m. Målet er at få skabt den nødvendige basis for en selvstændig dansk udgave af PREP-konceptet.