Fortvivlelsens fællesskab

Året er 1964, og vi befinder os på den katolske skole Skt. Nicolas midt inde i New York. Den karismatiske præst, Fader Flynn (Philip Seymour Hoffmann) er i gang med at revolutionere skolens restriktive og traditionsprægede regler. Han møder kraftig modstand hos skolens rektor, Søster Aloysius Beauvier (Meryl Streep), der med frygtens jernnæve holder både disciplin og tradition i hævd.

Meryl Streep og Philip Seymour Hoffmann spiller, så det slår gnister, i filmen ”Doubt”.

Disse to står således på hver deres side, og da Søster James (Amy Adams) fortæller Søster Aloysius, at hun mistænker Fader Flynn for at være mere interesseret, end han bør være, i den sorte alterdreng Donald Miller, kaster Søster Aloysius – uden andet bevis end sin overbevisning – sig ud i et korstog mod Flynn, der får katastrofale følger for både skolen og samfundet omkring.
Doubt er først og fremmest en tour-de-force i skuespil. Philip Seymour Hoffmann og Meryl Streep spiller så karismatisk imod hinanden, at gnisterne fyger. Deres fremragende evner får gang på gang publikum til at skifte hold – er Søster Aloysius blot en bitter og puritansk heks af en kvinde, der har til formål at ruinere en uskyldig mand, hvis eneste fejl består i at gå imod hendes disciplins-regime, eller er hun i virkeligheden den eneste, der formår at se igennem den charmerende Fader Flynn? Filmen afslører aldrig, om anklagerne er rigtige, og det er derfra, filmen får sin titel. Hvad er tvivl? Søster Aloysius tvivler på Fader Flynns hensigter – Fader Flynn tvivler på den katolske skoles grundlag.
Det interessante i forbindelse med Doubt er, at det ikke så meget er tros-tvivl – i hvert fald forstået på den måde, at det ikke er Gud, der sættes spørgsmålstegn ved – men snarere den menneskelige tro, vi har på hinanden. Både Fader Flynn og Søster Aloysius er ultimativt, hvad Fader Flynn udtrykker med ordene: ”Tvivl kan være et fællesskab ligeså kraftfuldt og opretholdende som vished. Når du er faret vild, er du ikke alene.” – De er alene i deres tvivl, men deri finder vi som publikum et filmisk fællesskab. Uanset om vi tror på Søster Aloysius eller Fader Flynn, er filmen så fabelagtigt lavet, at vi skiftevis deler tvivlsfællesskab med først den ene og så den anden. Ja, der findes et fællesskab i tvivl. Det er et håbløst, hjerte- og samfundsknusende fællesskab, med stadig et fællesskab. De bedste film formår at få os som publikum til at føle med figurerne, til at dele deres kampe, om ikke deres holdninger, og til at lade vores eget hjerte udfordre. Og Doubt stiller nogle hårde spørgsmål, så den er absolut ikke en film for alle.
Anne-Katrine Buch

Doubt • 104 min.