Derfor bør kristne engagere sig i EU

Kristne som vil arbejde for fred, sikkerhed, sundhed og udviklingshjælp
bør gøre deres indflydelse gældende i EU – bl.a. ved at stemme den 7. juni.
EU er kommet for at blive. Derfor skal vi benytte det europæiske samarbejde til at løse grænseoverskridende opgaver: bevare freden, bekæmpe kriminaliteten, forbedre klimaet og sikre anstændig ulandshjælp. Og derfor bør danskerne stemme ved EU-parlamentsvalget den 7. juni. Tove Videbæk er tidl. MF og nu kandidat til EU-parlamentet for Konservative (wwwtovev.dk).

Valget handler nemlig ikke om, hvorvidt man er for eller imod EU. Det handler om at få indflydelse, når nu EU-samarbejdet er der. At undlade at stemme er det samme som at overdrage indflydelsen til andre.

Jeg er kandidat til EU-parlamentet, fordi jeg vil sikre dansk indflydelse. Vi danskere er gået foran på mange områder, ikke mindst ved at højne vores mål for et rent klima og bæredygtig energi. Det vinder respekt langt nede i Europa, og den respekt skal vi udnytte.
Jeg er også kandidat, fordi jeg vil sikre kristen indflydelse. Jeg har mulighed for at stille op, fordi jeg er kandidat for De konservative – et parti, som i øvrigt har et tæt samarbejde med de kristendemokratiske partier i Europa, og som de endog sidder i gruppe med i Europa-Parlamentet.
Men hvorfor bør kristne – også EU-modstandere – lægge vejen forbi stemmelokalet den 7. juni? Fordi Danmark ikke er alene i verden, og verden har en række grænseoverskridende problemer, som bedst løses i fællesskab. Først og fremmest fred og sikkerhed – men også klima, energi og udviklingshjælp til verdens fattige lande. Det er også kristnes ansvar.
Lad mig tage det fra en ende af:

Tove Videbæk sammen med spidskandidat Bendt Bendtsen i EU-parlementet.

EU er først og fremmest et fredens, et sikkerhedens og et samarbejdets projekt, hvor vi siger: vi hører sammen, så lad os da arbejde sammen.
Der har været krig og uro i Europa i århundreder. Det ene land har bombet det andet lands byer og skudt hinandens borgere, og der har været så meget blod, så mange kvæstede, at det simpelt hen måtte have en ende.
Efter anden verdenskrig var der så nogle modige politikere, som gik sammen og dannede den europæiske Kul- og Stålunion i starten af 50´erne. Samarbejdet drejede sig netop om ressourcer, som før blev brugt i krig. Seks lande – Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg og Vesttyskland – omdannede nu krigens våben til fredens værktøj. De forhandlede i stedet for at bekrige hinanden. De besejrede kunne endda forhandle på lige fod med sejrherrerne. Og nu har vi i 60 år ikke haft en eneste krig mellem lande i EU.

I Europa har vi på mange måder samme grundlag, samme historie, traditioner og kristne værdier, som bl.a. udmønter sig i et udbygget social- og sundhedsvæsen.
Samarbejdet har udviklet sig, så vi nu kan handle frit over grænserne, toldmure er forsvundet, og man kan besøge hinanden uden de store problemer. Man kan endda arbejde i hinandens lande og etablere virksomheder, som man har lyst til.
De åbne grænser skal også benyttes til at bekæmpe fælles problemer. Kriminalitet skal bekæmpes på alle fronter, både i hvert enkelt land og i EU. Gennem europæisk og internationalt politisamarbejde kan vi opspore og stoppe bagmændene for bl.a. kvindehandel.
Kvindehandel er en af de værste former for grænseoverskridende kriminalitet. Internationale organisationer skønner, at op til 500.000 kvinder hvert år sælges som sex-slaver til Vesteuropa. ”Trafficking” er på verdensplan den tredje mest lukrative form for handel, kun overgået af handel med våben og narkotika.
Vi kan ikke standse kvindehandlen alene i Danmark. Vi har brug for et europæisk og internationalt samarbejde for at afsløre og straffe bagmændene.

Skal kristne bekymre sig om klima og energi? I allerhøjeste grad. Jeg vil kæmpe for en samlet og ambitiøs europæisk indsats for at reducere udledningen af CO2 og andre drivhusgasser. Jeg vil gøre mit til, at der satses på rene teknologier som kulstofbinding og –lagring, samt energi fra brint, metanol og biobrændstof m.v.
Danmark er et lille land, men vores stemme på miljø- og klimaområdet rækker langt ud over Danmarks grænser. København er i december i år vært for FN’s klimatopmøde. Her skal Danmark og Europa gå i front.
EU har sat sig de mest ambitiøse målsætninger i verden overhovedet. Man har allerede forpligtet sig på 20 pct. færre drivhusgasser, 20 pct. mere vedvarende energi og 20 pct. forbedret energieffektivitet inden 2020.
Kommissionen foreslår nu, at drivhusgasudledningen i ikke-kvotebelagte sektorer som fx transport og landbrug skal reduceres med 10 pct. i forhold til 2005. Og her går Danmark – og De Konservative – igen forrest: Danmark skal reducere sit udslip på disse områder med hele 20 pct. inden 2020.
Det giver vægt ved forhandlingsbordet. Det vil på lang sigt betyde, at Danmark kan påvirke de øvrige EU-lande, og at EU samlet kan påvirke resten af verden.

A propos resten af verden, så er udviklingshjælp til verdens fattige lande en vigtig prioritet.
Det er utroligt spændende, at vi i det europæiske fællesskab kan gøre en indsats for at bekæmpe fattigdommen i Afrika. FNs mål er at halvere fattigdommen i verden inden 2015. Udviklingen går rigtig godt i det meste af verden, undtagen i Afrika. Her kan vi gøre en forskel gennem EU. Vi skal gå i partnerskab med afrikanerne og ikke blot trække vores løsning ned over hovedet på dem. På den måde bliver projekterne bæredygtige, og de pågældende lande kan så selv fortsætte projekterne, når vi trækker os ud.
Men hvis vi virkelig skal løse fattigdomsproblemet i verden, så skal vi også af med toldmurene. Vi skal have en fri og fair verdenshandel – og landbrugsstøtten skal nedtrappes og helt fjernes, så de også kan sælge deres varer til os.
Vi skal også støtte etableringen af virksomheder. EU får i øjeblikket både legale og illegale flygtninge, som siger, at de ikke kan få arbejde. Derfor kan de ikke forsørge deres familier, hvor de bor, og må så søge uden for Afrika. Derfor skal vi hjælpe dem bl.a. med såkaldte joint-venture virksomheder mellem europæiske og afrikanske virksomheder.

Nu er faren ved ethvert samarbejde, at det kan udvikle sig til bureaukrati. Det er desværre et af de fejlagtige billeder, medierne har bragt af EU. Sagen er, at der i EU-kommissionen ikke er flere mennesker ansat end i en middelstor dansk kommune.
Man kan så spørge, om der ikke er grænser for, hvor overstatsligt EU må udvikle sig. Jo, bestemt. For mig skal EU være et samarbejde mellem stærke nationalstater, som hver især udvikler og videreudvikler deres egne traditioner og kulturer. De opgaver, som løses bedst i det enkelte land, skal ikke løses af EU. Derfor er der i den nye EU-reformtraktat indført en passus om, at de nationale parlamenter skal være opmærksomme på, om EU overtræder subsidiaritetsprincippet, altså nærhedsprincippet. Hvis EU påtager sig opgaver, som man burde overlade til de nationale parlamenter, eller som lettere eller bedre kan behandles i de nationale parlamenter, skal de nationale parlamenter reagere.
EU bør fortsat være et samarbejde mellem suveræne nationalstater, der har deres eget særpræg, deres egen tradition, deres egen kultur. I EU skal vi kun arbejde sammen om alle de ting, som er grænseoverskridende, og som vi bedst kan løse i fællesskab.

Jeg er bestemt ikke ukritisk overfor EU-systemet. Jeg er positiv, men forbeholder mig ret til at kritisere ting, som ikke er i orden. Efter at jeg i to et halvt år arbejdede i Bruxelles og Strasbourg for Europæisk Evangelisk Alliance, er jeg kommet så tæt på, hvad der faktisk foregår i Parlamentet og i Kommissionen, at jeg er blevet meget mindre skeptisk. Der er rigtig gode ting, som vedtages i EU-systemet og forplanter sig videre til de nationale parlamenter.
Netop derfor skal vi som danskere være til stede i EU-parlamentet og helt oplagt stemme på de danskere, vi hver især synes bør repræsentere Danmark.
Mellem 50 og 70 pct. af al dansk lovgivning bliver påbegyndt i Bruxelles. Lovene, som vedtages i EU, har indflydelse på 500 millioner menneskers liv i 27 lande – også Danmark. Og danskerne kan nu vælge 13 personer til Europa-Parlamentet. Der kan stemmes personligt på alle kandidater i hele landet.
Valget den 7. juni drejer sig altså ikke om, hvorvidt man er for eller imod EU. Det handler om at vælge de 13 personer, som skal være med til at løse de rigtig mange grænseoverskridende opgaver i Europa.
Og dem har man også som kristen ansvar for at løse.