En kæmpe på kirkelig højrefløj

Interessant erindringsfortælling af Behrens.Carl P. Behrens skildrer i sin bog detaljeret og historisk sit liv gennem slægtens historie, det levede liv og i særdeleshed i gerningen som præst. Behrens har et stort og engageret kendskab til Kaj Munk, og læseren beriges af (måske) ukendte vinkler og træk i denne berømte forfatters virke.Carl P. Behrens har gennem hele sit liv været et meget engageret menneske, der gerne gik i brechen for det, han stod for, troede på, og som han anså som fundamentalt bibelsk. Behrens må betegnes som en kæmper på den kirkelige højrefløj, og fra dette udgangspunkt har han utrætteligt arbejdet med i Indre Mission, KFS og Menighedsfakultetet. Gennem erindringerne tages læseren med på rejsen fra ide til virkelighed.
Hele vejen gennem erindringsbogen lades man ikke i tvivl om, at Behrens er et engageret, kulturelt, nysgerrigt og aktivt menneske, der har oplevet meget, sat tydelige aftryk og bundet det hele sammen i troen på Skaberen og i taknemmelighed over at få lov at opleve en flig af nådens trone.
Gennem sit lange virke som præst i folkekirken har Behrens med sit brændende ønske om at nå ud med evangeliet taget mange forskellige redskaber i brug. Det centrale har været, at mennesker skulle mødes på en vedkommende måde, og Behrens har brugt skelsættende begivenheder i verden som inspirationskilder. Fx da de første mennesker landede på månen.
Som der står i forordet til bogen: ”Alt, hvad der er skrevet i denne bog, er hentet fra hjertets og mindernes forråd – og hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med!”. Dette opleves virkelig bogen igennem. For Behrens spiller familien med de fem sønner en væsentlig rolle, og fru Bodils kreativitet sætter ligeledes sit præg på præstefamilien. Familie, kunst, mad og trosliv går op i en højere enhed, og med detaljeret nøjagtighed tages læseren med ind i Behrens’ liv og virke.
Bogen er en erindringsfortælling for alle med hang til biografier, og hvis man har været med i kirkelivet gennem en årrække, vil flere beskrivelser vække genkendelse. Interessant læsning for den modne aldersgruppe. Sproget er let, humoristisk og malende.
I bogen er der lagt et smukt postkort med et billede af den blå anemone og tekst af Kaj Munk. Kortet er trykt i anledning af udgivelsen af bogen. Det er fra dette digt, bogens titel er hentet. Handlingen og tonen i bogen understreger fint titlen.

Carl C. Behrens:
En flig af nådens trone
293 sider • 299,95 kr.
Lohse