Præst terroriseret i Tingbjerg

Sognepræst Ulrik Vogel har måttet flytte fra præsteboligen ved Tingbjerg Kirke i København på grund af chikanerier.Om det er indvandrere eller danske autonome er usikkert. Men helt sikkert er det, at sognepræst Ulrich Vogel fra Tingbjerg Sogn i København er blevet chikaneret af bydelens unge siden foråret.
De har vandret rundt på embedsboligens tag; de har brudt ind og vandaliseret inventaret og ødelagt præstens ting.
Så nu er Vogel flyttet – eller flygtet – fra boligen og er desuden sygemeldt. Også menighedsrådet er passiviseret:
– Han turde sige det, som alle ved foregår, men som ingen tør sige noget om. Vi er alle sammen utrygge, men vi tør ikke sige noget, fortæller et anonymt medlem af menighedsrådet til Kristeligt Dagblad.
Politiet i Brønshøj-Husum siger til avisen, at der er en hård kerne af fortrinsvis unge indvandrere, der viser ”bandelignende tendenser”.
Ulrich Vogel har været præst i Tingbjerg i over 16 år og alene om sognet siden 2003. Der er ikke noget, der tyder på, at præsten selv har fremprovokeret de unges adfærd. Tværtimod er hans budskab på kirkens hjemmeside næstekærlighed:
– Jeg prøver at være tæt på folk og være nærværende i deres liv. Lidt ligesom at være præst på landet. Jeg er for eksempel med til rigtig mange familiefester herude, siger han.
Har du et motto for kirken?
”Så er da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.”, svarer Vogel, der også har startet ”Ulvetimen”, der netop er et tilbud til sognets børn og unge.
/sl