Snigskytte for Arafat
Historien om en palæstinensisk snigskyttes omvendelse til kristendommen.Tass Saada er født i Gaza og voksede op som flygtning i Saudi-Arabien og Qatar. Han lærte tidligt at hade jøderne og Israel. Han ville kæmpe den palæstinensiske sag og sikre sin families hjemkomst i det nordvestlige Israel. Da han var 17 år, meldte han sig som frihedskæmper i Fatahs militante gruppe.Tass Saada steg hurtigt i graderne, og med sit Simonogevær spredte han død og ødelæggelse blandt israelske soldater. En tidlig morgen den 21. marts 1968 var han med i et voldsomt slag ved den ellers stille landsby al-Karameh, og han var stolt over det. Siden skulle den oplevelse give ham mareridtsdrømme, indtil han bad Gud om tilgivelse for sin udåd.
Tass Saada var flere gange tæt på Arafat, og i en periode fungerede han som chauffør for Arafat, som han elskede og så op til. Derfor opsøgte han ham også, efter han var blevet en kristen med det formål at vidne for ham om Jesus Kristus som frelser og forsoner.
Ad underlige veje kom Tass Saada til USA, hvor han blev en stor mand i restaurationsbranchen, og hvor mødet med en rig forretningsmand ændrede hans liv radikalt. Gennem forretningsmanden blev han ledt til Jesus Kristus og fik en meget stærk oplevelse, der allerede dagen efter fik ham til at bede: Kære Gud, velsign dit folk Israel, før dem tilbage til Det forjættede Land, Herre. Lad dem se, at du er deres Gud. Da han havde bedt bønnen, lagde han forskrækket hånden for munden. Hvad var der sket?
jøder og palæstinensere
Tass Saada bliver af Gud ført ind i en tjeneste, der er rettet mod forsoning mellem jøder og palæstinensere, mod at føre Isaks og Ismaels efterkommere sammen – noget der lyder helt utopisk, menneskeligt set, men som kan ske gennem Guds kærligheds virke i menneskers liv. Tjenesten har ført ham til mange kristne kirker, jødiske synagoger og muslimske moskéer, men også til nødhjælpsarbejde i Gaza og på Vestbredden. I slutningen af bogen beskriver Tass Saada sine tanker om vejen til forsoning mellem jøder og palæstinensere.
Det er en meget velskrevet og spændende biografi, på sine steder spændende som en kriminalroman, men det er beskrivelser fra det virkelige liv. Den amerikanske journalist Dean Merrill har været medforfatter på bogen, som jeg håber vil blive læst af rigtigt mange.
Da jeg lagde bogen fra mig, sad jeg tilbage med et stort ønske om, at nogen – måske Lohses Forlag – vil invitere Tass Saada til Danmark, så vi får mulighed for at høre ham.
Tass Saada og Dean Merrill:
Jeg var snigskytte for Arafat
250 sider
249,95 kr.
Lohse