Musik for den kronede konge
Det er stor og opløftende musik fra barok og romantik, Erik Linow anmelder her
– musik der er en kronet konge værdig
Som en himmelsk hærskare sætter det 180 mand kæmpestore Washington Chorus med symfoniorkester og solister scenen for dette højdramati-ske storværk, der breder sig over 2 cder. Allerstærkest står de mange mægtige og smukke korblokke, hvor korets stemmer skiftevis lyder som en blød, summende bisværm og en højst eksalteret menneskehob. Virkningsfuldt er det også, når koret mingelerer med de 4 solister – der har den dramatiske operatone på her – eller når den musikalske føring helt overlades til dem.
Dvoraks romantiske musik fra 1868 er gennemvævet af uforlignelig smuk melodik. Og blev skabt af en af alle tiders mest feterede og effektfuldt skrivende komponister, tjekke af fødsel og opvækst som han var, men enormt populær i den germanske og angelsaksiske verden. (Om ikke andet kender de fleste hans symfoni Fra den nye Verden – alias USA – når de hører den).
Man kan spørge, hvad der får Dvorak (og med ham mindst 17 andre navnkundige komponister) til at sætte musik til det 20 vers store mid-delalderdigt, Stabat Mater, om Guds moders (Marias) betragtning af den lidende Kristus på korset. Ja, teksten indeholder både situationen om de rent faktuelle begivenheder, men tillige en mulighed for at løfte historien til almenmenneskelige vilkår. Endvidere en uudtalt opfordring til personlig tydning og indlevelse, hvor man bliver stillet i trosforhol-det mig /Jesus.
Dvorak deler teksten op i 10 satser. Det er som en følelsesmæssig rejse gennem dyb smerte, medfølelse, en bøn om Kristuslighed og efterfølgelse, en stærk himmellængsel osv. Man løftes selv med ind i himmelen, intet mindre, af al den skønhed, der overhovedet kan eksistere i denne verden, når den jubilerende finalesats bønfalder: Når legemet dør, lad da sjælen opnå Paradisets herlighed. Amen.
Mest udbytte giver det at følge musikken sats for sats med den engelske oversættelse foran sig af den smukke latinske tekst (en dansk tekst kan f.eks. findes på internettet eller i Peter Ryoms glimrende Kirkemusikleksikon, tidl. anmeldt i Udfordringen).
Festlig og glansfuld musik skal der til en konges kroning. Og selv om den ca. 42 årige modne Händel nys var ankommet til England, blev han af George II, den kommende konge, frem for hofkomponi-sten, udpeget til at skrive kroningsmusik til den storslåede ceremoni, hvor det naturligvis forventedes, at kongen blev hyldet og prist på overstrømmende og overdådig vis. Man må sande, at det blev gjort med manér. Enhver englænder har tilmed forstået teksten, for alt er på engelsk.
Den berømteste af de 4 anthems på skiven – der alle er enten 3- eller 4-satsede værker – Zadok the Priest, er blevet brugt til samtlige engelske kroningsceremonier siden. Alle 4 anthems er skrevet til Kong George d. IIs kroning, og klargjort til begivenheden, om ikke komponeret fra bunden, i løbet af blot 14 dage. En mastodontopgave, som sikkert kun en Händel formodes at kunne have løftet, og som er så typisk for denne robuste mand, der også i verdenshistoriens største musikalske eufori skrev Messias under højst bemærkelsesværdige, ja nærmest mærkværdige vilkår. (Se S. Zweigs historie Händels opstandelse.)
For dem, der f.eks. ikke bryder sig så meget om solister, anbefales denne cd, der fra ende til anden er fuld af smuk, glad, pompøs og festlig kor- og orkesterklang.
Mange nutidige komponister kunne tage ved lære af Händels tekstvalgs-metode. Den er enkel og superb. Alle tekster er simpelthen fra Bibelen: GT-salmer, Esajas og 1. Kongebog.
Sæt denne cd på, og du bliver glad, ja dansende let til mode, og løftet og løftet og løftet!! Det er garanteret! Og så er det vel ikke for stærkt at kalde denne musik, der for os priser den himmelske konge, for opbyggelig.
Dvorak:
Stabat Mater + Psalm CXLIX
91 min. 119,50 kr.
Händel:
Coronation Anthems + Sileti Venti 66 min. 59,75 kr.
Tilbud: Dvoraks Stabat Mater og Händels Kronings-anthems – samlet pris: 169 kr. hos Kirkemusik.com (7586 4144)