Flere og flere går i kirke juleaften
Antallet af danskere, som går til julegudstjeneste,
er steget fra 21 til 31 pct. på 10 år.Flere og flere danskere vælger at gå i kirke juleaften. Det mærkes rundt omkring i sognene, hvor mange kirker må holde flere julegudstjenester samme dag for at få plads til alle. Og det dokumenteres af tallene fra den såkaldte Værdiundersøgelse fra Syddansk Universitet.
Den viser, at 10 pct. flere går i kirke i julen i dag end for 10 år siden. Andelen af danskere til julegudstjeneste er nemlig steget fra 21 pct. i 1999 til 31 pct. i 2008.
Eksperter er uenige i grunden til den øgede kirkegang.
– Normalt er der en sammenhæng mellem det at tro og gå i kirke, men juleaften er noget specielt, siger adjunkt ved Religionsstudier på Syddansk Universitet Peter Lüchau, der står bag Værdiundersøgelsen. – Juleaften går man i kirke, fordi det er en tradition og for at møde dem, man kender, og ikke for at møde det kristne fællesskab, som man gør en søndag formiddag, udtaler han til Videnskab.dk.
Teolog Kirstine Helboe Johansen har netop forsvaret en ph.d.-afhandling om folkekirkens gudstjeneste og er uenig:
– Øget kirkegang ved højtiderne kan ikke opfattes som adskilt fra religion, men som en del af religionens kerne. Jeg tolker tallene som udtryk for en stigende spiritualitet. Det er blevet mere alment acceptabelt at have en spirituel eller religiøs dimension i livet, siger hun til Folkekirken.dk.
Undersøgelsen er del af Den Europæiske Værdiundersøgelse. Undersøgelsen peger ikke på stigende kirkegang på almindelige søndage, og der er heller ikke flere, som svarer, at de har en personlig tro.
/sl