Det skal være lettere at melde sig ind i kirken
Det er nemlig langt lettere at melde sig ud af folkekirken end at melde sig ind.At melde sig ud af folkekirken er ingen sag. Man downloader bare en blanket fra internettet og sender den til sognepræsten.
Anderledes besværligt er det, hvis man vil melde sig ind i folkekirken. Det sker automatisk ved dåb.
Men er man allerede døbt i et andet kirkesamfund, eller har man på et tidspunkt aktivt meldt sig ud af folkekirken, så må man først henvende sig til en præst. Præsten skal så ud fra en personlig samtale skønne, at anmodningen om medlemskab er udtryk for en alvorlig beslutning om at høre til i folkekirken.
Først derefter kan indmeldelsen effektueres.
I Finland har kirken forsøgt at gøre det mere enkelt. Her kan man nu også downloade en indmeldelsesblanket, og det menes at være en af årsagerne til, at kirken i 2009 oplevede en stigende tilslutning i storbyerne.
Metoden bakkes op af provst Lars Poulsen fra Pedersborg og Bromme Kirker i Roskilde Stift. Her besluttede menighedsrådene i efteråret selv at lave en indmeldelsesblanket og sende den ud med kirkebladet til samtlige husstande i sognene.
– Ud over to indmeldelser kom der rigtig megen snak ud af det i lokalsamfundet. Og vi fik signaleret, at det faktisk betød noget for os, at folk er medlem af kirken.
Desuden går der mennesker rundt derude, som længe har gået og overvejet disse spørgsmål. Dem skal vi altså gøre det enkelt for. Når de så kommer med blanketten, er det jo nemt og ukompliceret at tage den lovpligtige samtale, der jo også typisk viser, at disse mennesker faktisk har noget på hjerte, siger Lars Poulsen til folkekirkenikoebenhavn.dk.
Ifølge informationskonsulent i Kirkeministeriet Jørgen Engmark er der ingen planer om at indføre den finske model eller tilsvarende i Danmark.