Påske for begyndere

En dagbog til påskeferien, som fortæller påskens historie og mysterium for børn. Rikke Jørnow Obasi fortæller i ”Påsken for begyndere” hele historien bag kirkens vigtigste højtid.Bogen er opdelt i 10 afsnit, ét til hver dag i påskeferien, og tager sin begyndelse i fortællingen om den allerførste påske i Egypten i Det Gamle Testamente.
I god fortællerstil gennemgås begivenhederne. Med henvendelser i teksten direkte til de unge lyttere besvares tænkte spørgsmål. Fortællingen dækker både baggrund og de påskebegivenheder i Det Nye Testamente, som de fleste børn kender bedst. Målgruppen er de 6-10 årige, og der er indhold hver dag til mere end blot en kort andagt.
Dag nummer to – Palmesøndag – starter fortællingen i Det Nye Testamente med en kort introduktion til Jesu liv for derefter at tage fat på begivenhederne omkring palmesøndag. Med gode forklaringer på tilstanden i Israel som besat land og de religiøse lederes betydning er fortællingen fra Det Nye Testamente godt i gang.
Hver dag afsluttes med en lille opsummering. Der er også små ”appetitvækkere” til næste dags fortælling.
Rikke Jørnow genforæller historien på en personlig måde, som gør bogen til andet end en bibelfortælling. Det personlige aspekt i troen på Jesus er også en del af indholdet, og fortællingen afsluttes med en påmindelse om Jesu ord: ”Husk, jeg er hos dig altid – ja, indtil verdens ende!”
Bogen er charmerende illustreret af Agnete Hofmann og indeholder citater og fakta i marginen på nogle af siderne. Bag i bogen gengives nogle af profetierne i Det Gamle Testamente om Jesus, og således afrundes en fin fortælling om påskens forunderlige budskab.
På forlagets hjemmeside kan man læse følgende:
”Denne bog vil prøve at hjælpe dig til at forstå lidt af påskens mysterium. Den er skrevet til dem, der stiller store spørgsmål, og som også forventer et ordentligt svar.”
Og det gør bogen – giver et ordentlig svar.
Lisbeth Thomsen

Rikke Jørnow Obasi
Påsken for begyndere
61 sider
Kr. 99,95
Forlagsgruppen Lohse