Samliv betyder at vi ser

Anden lektion – Uge 2En søndag eftermiddag slappede vi af ved den udendørs pool i nærheden af vores lejlighed. Et andet par der sad og holdt om hinanden fangede vores opmærksomhed.– De er virkelig forelskede, hviskede jeg.
– Hvorfor tror du det? spurgte Peter.
– Blikket fortæller alt, svarede jeg.

Mens vi iagttog dem, tog manden sin hvide baseballkasket af og satte den på kvindens hoved. Efter et langt beundrende blik, svømmede han tværs over bassinet uden at tage blikket fra hende. Flere gange løftede han hånden og vinkede til hende. Denne kvinde behøvede ikke at spørge om manden beundrede hende. Den intense opmærksomhed kommunikerede nok hengivenhed og beundring til at varme en kvindes hjerte.

Har du nogensinde siddet overfor et par, som ikke kan holde blikket fast på dig, mens du snakker? Deres øjne virker til at blive tiltrukket af hinanden, som af en usynlig magnet. De føler en umættelig trang til at se på hinanden.

Vores øjne taler deres eget kærlighedssprog. Det er som Ed Wheat siger i sin bog Love Live for Married Couple: ”Psykologer har gennem eksperimenter fundet ud af, at folk som er meget forelskede i hinanden, har mere øjenkontakt end andre. Øjenkontakten viser sig at være vigtig allerede tidligt i livet, når det lille barn i en alder af to til fire uger begynder at se på dig. Fra da af søger barnet altid efter et par andre øjne, det kan se ind i… Barnets følelser næres af øjenkontakten. Vi vokser aldrig fra det behov.”

Lige efter at jeg havde skrevet denne sætning, kom Peter ind på kontoret, hvor jeg sad og arbejdede. Han havde været en tur i byen, og fandt mig nu i fuld gang med at skrive. Jeg så op fra computeren (selv om jeg havde mest lyst til at fortsætte med at skrive) og kyssede ham (selv om jeg havde mest lyst til at overse ham).
Da han satte sig ned smålo han, og begyndte at fortælle mig om et sjovt interview, han havde hørt i radioen. Manden i interviewet snakkede om arbejdsnarkomaner (som mig). Jeg drejede mig rundt på stolen, og tvang mig selv til at fokusere på Peter. At skulle holde øjenkontakten med ham, viste sig at være en større udfordring, end jeg havde regnet med.
Nogle timer senere spurgte jeg ham, om han havde lagt mærke til noget usædvanligt ved mig tidligere.
– Jeg satte pris på din udelte opmærksomhed, fordi jeg vidste, at jeg havde afbrudt dig midt i arbejdet. Det fik mig til at føle mig elsket, svarede han.
Jeg blev overrasket. Selv om jeg måtte fornægte hver eneste muskel, hver tanke og hver tilskyndelse i kroppen for ikke at se tilbage på computeren, indså jeg, at jeg havde fået Peter til at føle sig vigtig i mine øjne.
Selv om man tvinges til det, har øjenkontakt helt tydeligt evnen til at tilfredsstille to af de mest grundlæggende menneskelige behov: Kærlighed og accept.

Cecil B. Murphey siger: ”Gud, som er kærlighedens ophav, ser konstant på os. Det er sådan elskendes øjne virker – de er konstant optaget af genstanden for deres kærlighed, de lukker alt andet ude”.

Opgave:

1. Snak med din ægtefælle om et tidspunkt, hvor hans eller hendes opmærksomhed eller ømme blik vækkede varme følelser af accept og kærlighed hos dig. Beskriv så mange detaljer som du er i stand til at huske. (Fx.: Da du friede, da du fangede mit blik midt i et lokale fyldt med mennesker, da jeg delte en svær situation med dig osv.)
2. Fuldfør denne sætning: ”Det at du ser på mig på denne måde, betyder mest, når jeg…”

Ugens udfordring:

Når du lytter til din ægtefælle, skal du sørge for mest mulig øjenkontakt. Engager dig i det han eller hun siger. Behold øjenkontakten indtil din ægtefælle er færdig med at snakke.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Herrens øjne hviler på de retfærdige, hans ører hører deres råb om hjælp.
Salmernes Bog 34,16