Vold mod kristne hærger Nigeria

13 kristne dræbt under nyt blodigt muslimsk angreb nær byen Jos i Nigeria. Det er blot 10 dage efter, at 500 kristne blev dræbt i et lignende angreb i samme område.

Jos ligger i midten af Nigeria, her markeret med rødt.

Blandt de 13 dræbte er en 90-årig kvinde, flere børn samt en gravid kvinde, der blev hakket ihjel og brændt med en baby på ryggen. Nogle af de dræbte havde fået tungerne skåret ud.
Konflikten menes at skyldes omstridt ejendom, men volden minder om jihadistiske metoder og motiver.
Mænd i både militært og almindeligt tøj gik den 17. marts til angreb på landsbyer ne Byei og Baten, der ligger 45 kilometer fra byen Jos.

500 myrdet tidligere

Det er det andet brutale angreb mod kristne i området omkring Jos. Den 7. marts blev 500 kristne brutalt myrdet, da muslimer gik til angreb på tre landsbyer. De satte ild til husene og hakkede folk ihjel med macheter, da de forsøgte at flygte. Massakren den 7. marts bliver af nogle anset som jihad, eftersom nogle af angriberne under massakren råbte ”Allah Akbar”.
Der er også påstande om, at militæret var indblandet. De blev alarmeret, da angrebet fandt sted, men reagerede først to timer senere, da massakren var overstået, skriver ANS.
Jos’ guvernør, Jonah Jang, anklager ”nøglepersoner i Nigeria” for at stå bag volden.
Menneskerettighedsorganisationer har indtrængende opfordret regeringen i Nigeria til en dybtgående undersøgelse af hele episoden den 7. marts, for at de ansvarlige kan blive fundet og straffet.
Tusindvis af kvinder klædt i sort marcherede den 11. marts igennem Jos’ gader for at sørge, bede og protestere imod massakren den 7. marts.
I løbet af de seneste år har der været flere voldelige sammenstød omkring Jos. Byen ligger i et spændingsfyldt område mellem den muslimsk dominerede nordlige del af Nigeria og den kristent dominerede sydlige del af Nigeria.