Sårene er lægt – men der er stadig ar
– Nøglen er at acceptere livet, som det har formet sig, og få det bedste ud af det, siger Bente og Peter Ølgaard om livet som sammenbragt familieEn lykkelig familie. Det er tanken, man får, når man ser dem sidde smilende på trappen foran deres dejlige hus i Sneglerup ved Holbæk. Mor Bente og far Peter med deres to små piger.Men med til denne families historie hører også en forhistorie. Det afslører deres bryllupsbillede i vindueskarmen i stuen. Ved siden af brudeparret står der en stor dreng. Det er Alexander.
Peter Ølgaard, 40 år, har været gift før og har Alexander på elleve år fra det tidligere ægteskab. Peter blev skilt i 1995. Hver 14. dag kører han 74 km hver vej for hente sin søn, der så tilbringer en forlænget weekend i Sneglerup.
Bente, 38 år, har også et par forhold bag sig inden dette ægteskab.
– Det er muligt at blive lykkelig som sammenbragt familie. Men man bliver nødt til at droppe forestillingen om ideal familien. Det er en illusion. Den perfekte familie eksisterer ikke.
– Selvfølgelig giver det problemer at være sammenbragt familie. Men det vigtigste er at have respekten for hinanden og for barnet. Nøglen er at acceptere livet, som det har formet sig, og få det bedste ud af det, siger Bente Ølgaard. Peter nikker. Han er enig.
Bente og Peter mødte hinanden i marts 2000, og i julen samme år blev de gift. Inden de indledte deres forhold, havde de begge haft en tid, hvor de havde bearbejdet sorg og skuffelser fra tidligere forhold.
– Jeg havde i mange år slet ikke lyst til et nyt forhold. Jeg var blevet taget ved røven både med ægteskab og økonomisk og gemte mig i mit arbejde som pelsdyravler og brolægger. Da jeg mødte Bente, blev jeg stormende forelsket og følte mig klar til at indlede et nyt forhold.
– Jeg følte, jeg havde fundet kvinden, jeg ønskede at dele resten af mit liv med. Bente og jeg har den samme indstilling til livet og supplerer hinanden godt, siger Peter, der kvitterede for tilliden til sin nye viv ved ikke at kræve særeje på ejendom og minkfarme til trods for, at han havde oplevet at miste det hele ved sin første skilsmisse.
Også Bente havde haft en tænkepause.
– Jeg havde haft en periode, hvor jeg var blevet lægt og harmonisk igen. Jeg havde ikke behov for trøst eller bekræftelse, men var meget afklaret, da jeg mødte Peter. Og modsat tidligere forhold var jeg denne gang ikke i tvivl om, at jeg havde fundet den rette.
– Det er unfair at kræve af en anden, at jeg skal trøstes. Man må gå ligeværdigt ind i forholdet. At blive gift på ny læger ikke sårene. Det er vigtigt at have afsluttet fortiden, mener Bente Ølgaard, der for tiden er på barsel, men ellers fungerer som medhjælpende hustru på deres to minkfarme.
– Vores sår var blevet renset og helet, men selvfølgelig vil der altid være ar. Til gengæld har vi begge lært af vores fejltagelser, understreger hun.
Netop fordi de har lært af de tidligere forhold, investerer de meget i at værne om deres nuværende forhold.
– Det er vigtigt for os at få snakket ud og prøve at forstå hinanden. Vi nærer dyb respekt for hinanden, siger Bente, og Peter supplerer:
– Selvfølgelig er det hårdt med to små børn i huset. Vi er på hele tiden. Men følelsesmæssigt har vi det godt sammen.
Ingen af dem har været plaget af jalousi og sammenligninger med forrige partnere.
– Så skulle det da kun være til det bedre, ler Bente og understreger, at fordi hun ikke har børn med fra sine tidligere forhold, så har de været lettere at begrave.
– Jeg er nødt til at tale med min eks-kone, fordi vi har Alexander sammen, siger Peter og forklarer, at de har faste aftaler om ferier og helligdage nedskrevet i Statsamtet, så ikke de skal blive uvenner over, hvem der skal have Alexander hvornår.
Men Bente understreger, at eks-konen ikke spiller den store rolle i hverdagen.
– Hun har ikke indflydelse på vores liv, for det giver Peter hende ikke lov til. Jeg bliver vred på hende, når hun er strid overfor Peter. Men jeg har aldrig været jaloux på hende, fordi jeg ved, hun ikke kan røre min position. Jeg ved, det er mig, Peter elsker, og han er god til at sige det, siger Bente og smiler til sin ægtemand.
– Selvfølgelig kunne det da være rart, hvis det bare havde været os to fra starten. Men hvis Peter ikke var blevet skilt, så havde vi jo aldrig fået hinanden, konkluderer Bente og ler.
Ingen i deres familie og omgangskreds eller Holbæk Frikirke, hvor de begyndte at komme sammen som forlovede, har peget fingre ad dem på grund af deres fortid.
– Vi er blevet fuldt accepteret, forklarer Bente og Peter Ølgaard, der også blev viet i Holbæk Frikirke.
For Peter har det været en stor sorg, at han ikke fik forældremyndigheden over Alexander og ikke har kunnet følge sin søn på nært hold.
– Det er hårdt at aflevere ham og vide, at nu går der fjorten dage, før vi ses igen, siger Peter, der prøver at følge med i sin søns liv blandt andet ved at deltage i forældremøder på hans skole.
For Bente har det været svært at acceptere, at hun ikke har nogle rettigheder over Alexander.
– Jeg gik ind i forholdet med den indstilling, at mit hjerte er stort nok til også at elske ham. Men han er og bliver en andens søn. Jeg har aldrig prøvet på at blive en erstatningsmor for ham. Han har en mor i forvejen. Jeg har måttet acceptere, at jeg højest kan blive hans ven og være der for ham, og at jeg ingen rettigheder har over ham. Han er og bliver Peters ansvar.
– Samtidig har vi været helt enige om at værne om Alexanders rettigheder her, blandt andet har han sit eget værelse. Det giver ham en tryg ramme, når han er her. Han skal jo ikke straffes for, at hans forældre ikke kunne finde ud af det sammen.
Det har ind imellem været svært for Bente at acceptere, at Peter ikke var mere opdragende overfor Alexander, men gerne ville være den kærlige far, når sønnen var på besøg. Men efter at hun selv har fået børn, forstår hun Peters dilemma.
– Nu ved jeg, hvor meget Peter elsker Alexander, siger hun.
– Men min familie vil altid være Peter og de to piger, mens Peters familie også inkluderer Alexander. Det er også bevidst, at jeg ikke bruger ordene lillesøster i det daglige om Isabel og Simone. For mig er Alexander ikke mine pigers storebror. Men det er han for Peter og for farmor og farfar.
Men igen prøver de gensidigt at respektere og acceptere hinanden og forhistorierne, de begge har.
