Bøn i Kolding igen
Bedehus Danmark arrangerer lørdag den 8. november en bønnekonference i Apostolsk Kirke i Kolding. Bag dette tiltag står en række kirkeledere fra forskellige kirkesamfund i Danmark. – Dette er den anden forbønskonference Bedehus Danmark arrangerer. I foråret deltog flere end 250 personer fra hele landet. Stemningen og atmosfæren var helt fantastisk, siger John Lorenzen, præst i Vestermarkskirken i Grindsted og med i initiativgruppen.
Han oplyser ligeledes at bønnedagen bliver opdelt i mindre sektioner for at gøre bønnen mere målrettet. Lovsangsgruppen fra Apostolsk Kirke medvirker hele dagen.
Visionen bag Bedehus Danmark er at etablere 24 timers bøn i Danmark, døgnet rundt, året rundt non stop. Målet er i første omgang at finde 31 byer, kirker eller netværk, som dækker én dag om måneden, således at der bliver bedt for Danmark døgnet rundt, året rundt.
– At dække 365 dage kan ikke lade sig gøre for en enkelt lokal kirke eller bønnegruppe, men sammen kan vi sagtens, siger John Lorenzen.
Der mangler i øjeblikket kun få døgn, før visionen er opfyldt. Derefter vil Bedehus Danmark gå i gang med at doble op således, at der er mere end en kirke, der har bønnevagt ad gangen. Bedehus Danmark er et tværkirkeligt initiativ, hvor bl.a. Apostolsk Kirke, Pinsekirken og Oasebevægelsen er med.