Ungdoms-præster bygger bro mellem unge og kirken
Der er 15 ungdomspræster i Folkekirken. I Esbjerg gir kommunen løntilskud.- Selv om teenagerne ikke kommer i kirken, vil et spændende arrangement og en snak med en ungdomspræst give dem en positiv oplevelse, som gør, at de måske kommer i kirken senere.
Det siger Maria Krogsøe Mienert, der er ungdomspræst i Esbjerg på andet år. Der er 15 ungdomspræster i Danmark ansat på forskellige vilkår.
Maria er ansat i Skads provsti for at bygge bro mellem unge og kirken i Esbjerg. Økonomien faldt på plads, da nogle ildsjæle skaffede penge fra Ribe Stift (40 pct.), Skads Provsti (30 pct.) og Esbjerg kommune (30 pct.).
– Så vidt jeg ved, er Esbjerg det eneste sted i landet, hvor kommunen er gået ind i projektet, fortæller Maria.
Og hvad laver en ungdomspræst så?
– Jeg går hen, hvor de unge samles og inviterer dem til arrangementer, hvor de ikke er på hjemmebane. Jeg er meget ude på skoler, hvor jeg fortæller om anderledes måder at være kirke på. her inviterer jeg til fx gospelgudstjeneste og bibel-slamming.
Hvad er bibel-slamming?
– Ideen er hentet fra poetry-slamming, hvor man citerer digte frit fra leveren. Man skal være godt skåret for tungebåndet! I bibel-slamming skal de unge finde en bibeltekst og fremføre den på en måde, der siger dem noget. Bagefter afgøres, hvilken fremførelse, der er bedst. Fremførelsen skal vise, at de har gjort teksten til deres egen.
Der er brug for en ungdomspræst i en studieby som Esbjerg, mener Maria Krogsøe Mienert. Selv om mange unge ikke har en naturlig kontakt til kirken.
– Jeg har spurgt konfirmander: Vil du kontakte en præst, hvis du fx er ked af det? Og svaret er nej.
– Vi skal ikke regne med, at teenagere, som har så meget andet på dagsordenen, går i kirke af sig selv. Men når jeg kommer ud og viser, hvad kirken har at byde på, kan det være, de får lyst til at gå i kirke, når de bliver lidt ældre.