Hjælpearbejde aktiverer frikirkernes medlemmer
Mange ville slet ikke være i tjeneste, og ville slet ikke give så meget til mission, hvis vi ikke var direkte involveret i hjælpearbejde i Østlandene, fortæller pinsepræst Preben Westh.- Flere og flere bliver involveret i nødhjælpen. Mange i menigheden ville slet ikke være i tjeneste, hvis ikke det havde været for nødhjælpssendingerne.
Det fortæller Preben Westh, præst i Pinsekirken i Korsør. Kirken er dybt involveret i hjælpearbejde i Estland og Ukraine.
En flok er netop vendt hjem fra Ukraine.
– Det gør noget ved folk, når de kommer over og besøger menighederne. De får øjnene op for en verden udenfor og ser, at det nytter at hjælpe. De bliver tændt. Og over tid betyder det, at menigheden giver mere til hjælpearbejdet, end de ellers ville have gjort, siger Preben Westh.
Hjælpen til Ukraine er direkte nødhjælp. Til Estland sendes lastbiler mindst fire gange årligt med genbrugstøj og møbler fra Kirkens Korshær og med senge og hospitalsudstyr fra Falck.
– Jeg er begejstret for værdikæden helt fra Kirkens Korshær, der er glad for at komme af med overskudstøj og møbler, til de 3-4 genbrugsbutikker i Abja i Estland, der enten sælger varerne til meget lave priser eller giver dem gratis til fattige familier. De penge, de tjener, går dels til lønninger og dels til direkte nødhjælp, fortæller Preben Westh.
– Vi er enige med esterne om, at det er bedre, at folk betaler lidt for varen og beholder værdigheden, end at de får det hele gratis. Hjælpemidlerne, som vi får fra Falck, foræres til plejehjem og private, tilføjer han.
Pinsekirken har netop pakket og sendt endnu en lastbil med trailer af sted til Estland.
Er det ikke spildtid for dig som præst at være så involveret i hjælpearbejdet?
– Nej, absolut ikke! Jeg ser jo, hvad hjælpen betyder. Jeg er altid begejstret, når jeg har læsset en lastbil. Det gør et eller andet i mig, slutter Preben Westh.
Pinsekirken i Korsør samarbejder med International Aid Services, der er paraplyorganisation for de 50 danske pinsekirkers hjælpearbejde.