Kibbutzen i 100 år

– fra kollektiv til kapitalisme.I år er det 100 år siden, kibbutzbevægelsen blev til, og denne mærkedag fejres ved begivenheder og aktiviteter i hele Israel, ikke mindst i de 268 kibbutzer.Verdens første kibbutz – et utopia i menneskelig sameksistens – blev oprettet af 10 unge mænd og to kvinder, hovedsageligt russisk-jødiske indvandrere ved Jordanflodens bred nær den sydvestlige del af Genezaret Søen.
Bebyggelsen blev til kibbutz Degania A (senere blev der i nærheden oprettet en anden kibbutz – Degania B).
Fire år efter oprettelsen havde Degania A allerede 50 medlemmer. Det var et zionistisk-socialistisk eksperiment, der blev kopieret af de mange kibbutzer, som siden blev oprettet under devisen ”yd efter evne, nyd efter behov”.
Berømtheder som Einstein, Gandhi, Kafka og Masaryk kom for at lære om systemet. Det var en slags kommunisme i renkultur, tilsat demokrati.

I løbet af den anden halvdel af det 20. århundrede blev det imidlertid stadig mere klart, at kapitalismen havde sejret over socialismen, og kibbutzerne fulgte trop. De måtte opgive idealet om en kooperativ tilværelse med fælles ansvar og værdier til fordel for et samfund af enkeltpersoner, som hver var ansvarlig for deres skæbne. Privatiseringen og industrialiseringen havde indfundet sig.

Grundlæggerne af kibbutz Degania A havde i Rusland lidt under antisemitisme og ville i deres nye hjemland, Palæstina, arbejde med landbrug.
De kom med socialistiske idealer forenet med zionisme, dvs. tilbagevenden til landet Israel. De troede på, at jøders opdyrkning af landet ville føre til skabelsen af en ny jødisk identitet.
En kollektiv tilværelse var den mest logiske måde at føle sig sikker i et land, hvor araberne ikke ønskede jøderne.
Hertil kom økonomisk overlevelse. Hver for sig havde de jødiske pionerer ikke midler til at oprette et landbrug, men de kunne gøre det kollektivt.
I kibbutzens første tid holdt man fast ved socialistiske idealer. Der var ingen privat ejendom, heller ikke redskaber eller tøj, man var fælles om alt. Forældre havde deres egen bolig, men deres børn boede i såkaldte børnehuse og blev opdraget af andre, og de så blot deres forældre, når de besøgte dem en gang om dagen. Alt dette er nu ændret, i privatiseringens ånd.

En særlig kibbutz-oplevelse havde den verdensberømte, legendariske professor Leo Picard fra Det hebraiske Universitet i Jerusalem, da han for 50 år siden blev tilkaldt af en kibbutz i Galilæa, der spurgte ham, om han ville hjælpe den med at finde vand.
– Vores eneste brønd er udtørret, og hvis vi ikke finder vand, må vi lukke kibbutzen, sagde kibbutz-ledelsen.
– Jeg kommer gerne, sagde Picard. Med sig havde han sin pilekvist, der skulle vise, hvor der måske var vandforekomster. Men han medbragte først og fremmest sin store viden og erfaring.
– Her skal I grave, sagde han, pegede på et sted og satte sig ned i en dyb stol og begyndte at læse avis.
Tre timer senere kom kibbutzfolkene og sagde:
– Professor, der er intet vand.
– Nej, ikke endnu, sagde Picard – og så på sit armbåndssur.
Denne historie er blevet en legende i kibbutz- og forskerkredse.

Med tiden viste det sig, at landbrug ikke var nok til at opretholde kibbutzernes økonomi. Flere og flere af dem blev privatiserede, med gæstehuse for turister, eller de udviklede industrier, ikke mindst højteknologiske. Men deres medlemmer – kibbutznikkerne – forblev et elitesamfund, hvorfra der kom uforholdsmæssigt mange fremtrædende militærfolk, politikere, kunstnere og intellektuelle.
I 6-dages krigen i 1967 var 200 af Israels 800 faldne soldater fra kibbutzer – hver fjerde. Og 15 procent af det israelske parlaments, knessets, medlemmer er kibbutznikker. Levestandarden i kibbutzer er relativ høj – den forbedredes i 1960’erne hurtigere end i Israels øvrige befolkning.
Omkring 118.000 personer lever i dag i 268 kibbutzer fra Golan-højderne i nord til Rødehavet i syd. De udgør blot 2,5 procent af Israels indbyggertal, men gør sig gældende, som om de var langt flere.
Sekretæren for en kibbutz er dennes store autoritet.
Sekretæren for Degania A, Shai Shoshani, fortæller til Udfordringen, at hans kibbutz har 360 medlemmer, hvortil kommer flere hundrede andre beboere, som ikke er medlemmer. Kibbutzen blev grundlagt på den jødiske helligdag, Simhat Torah (Torah’ens Glædesfest), i 1910 – og man ser meget hen til at fejre 100-års jubilæet i efteråret.

Nogle kibbutzer har over 1500 medlemmer, andre under 100. Nogle er stadig ultra-socialistiske, andre er religiøst orienterede. De er alle organiserede i tre forskellige kibbutz-bevægelser, med hver sin ideologi. I løbet af 2009 omdannedes yderligere fem kibbutzer til ”den fornyede kibbutz-model”, dvs. at kibbutzmedlemmer får udbetalt løn. Kibbutzer af denne type udgør nu 72 procent af alle landets kibbutzer.
Størstedelen af Israels kibbutzer har eksisteret i flere generationer. 80 procent af dem blev grundlagt før oprettelsen af Israel i 1948.
De fleste kibbutzer er lavet efter samme model med fælles spisesal, auditorium, kontorer og bibliotek i centrum, omgivet af medlemmernes boliger og haver, med sportsanlæg, svømmebassin, skoler og børnehaver længere væk og industribygninger og landsbrugsland ude i periferien.
Spisesalen var og er centret for den fælles tilværelse, og her mødes kibbutzmedlemmerne både for at spise og snakke. Afgørelser bliver truffet på demokratisk vis. Ofte er der drøftelser til en sen time om fordelingen af næste dags arbejde, vagttjeneste, køkkentjans m.m.

Det blev engang denne skribent forundt at have en samtale med staten Israels skaber, statsminister David Ben Gurion – et eksklusivt interview på tærsklen til hans statsbesøg i Danmark i begyndelsen af 1960’erne. Vi talte om pioner-ånden i Israel, og han blev spurgt, om den ikke var godt på retur.
– Nej, sagde Ben Gurion.
– Den eksisterer fuldt ud, og den vil blive ved, ikke mindst takket være kibbutzerne ude ved landets grænser.
En kibbutztilværelse er ikke for alle. Man skal indordne sig til et fælles bedste. Det er nok ikke noget for en individualist, der ikke kan affinde sig med, at alle ved alt om alle.
Men et relativt kortvarigt kibbutzophold på et par måneder har tiltrukket tusinder af unge skandinaver som volontører.
For 15-20 år siden havde den danske organisation, DAKIV (Danske Kibbutz-Venner), til stadighed omkring 1.000 danske volontører samtidigt på arbejde på 15-20 kibbutzer rundt om i Israel. Norge, Sverige og Finland havde noget tilsvarende.
Disse projekter sluttede samtidig med Israels dalende popularitet ude i verden og en mulig fare ved at tage til landet efter de palæstinensiske intifadaer (opstande).

En prognose går på, at en stor del af kibbutzerne også vil eksistere i år 2020 – men med øget privatisering. Men kibbutzen som en social faktor med ligestillethed og en kooperativ levevis vil blive svær at genoplive.