Bedstemor med slag i

– Man skal aldrig give op, men holde ud og være trofast!
Den indstilling driver stadig tidl. folketingsmedlem Inge Krogh – både i partiet og i menigheden82-årige Inge Krogh nyder stadig stor respekt, og hendes ord har stadig vægt. Det var weekendens landsmøde i Kristeligt Folkeparti et bevis på.Et 30 sekunders stilfærdigt indlæg fra den pensionerede læge og tidligere folketingsmedlem var sandsynligvis afgørende for flertalsbeslut-ningen om at ændre partiets navn til Kristendemokraterne.
Jo, navnet Kristeligt Folkeparti stod „indskrevet i hendes hjerte“ og havde i 1970´erne givet både syv og ni mandater, men nu var tiden blevet en anden, sagde hun, og anbefalede det nye navn. Da hun gik ned fra talerstolen, var der stående bifald.
Scenen fra landsmødet giver et godt billede af Inge Krogh anno 2003. Til trods for at hun var med i partiets storhedstid, sidder hun ikke og drømmer om „de gode gamle dage“, men følger levende med og støtter loyalt og trofast partiets nye og unge kræfter.

– Jeg har altid været, som jeg er. Jeg har ikke nogen fornemmelse af ændring. Men jeg kan ikke længere råbe så højt, og jeg har svært ved at følge med i alt og sætte mig ind i tingene.

– Jeg forsøger at bakke op om dem, der står i spidsen for partiet, hvis det da ikke lige går imod min samvittighed. Jeg prøver ikke at blande mig og være bedrevidende, for jeg ved, hvor vanskeligt det er, siger Inge Krogh, men indrømmer, at hun godt kunne ønske sig, at parti-politikerne turde tage fat om flere varme politiske emner.
– Måske er de bange for at træde forkert. Men det skal man ikke være bange for.

Kontant politiker

Er der noget, Inge Krogh aldrig har været bange for, så er det at sige sin mening. Som folketingspolitiker fra 1973 til 1984 blev hun kendt som en kontant, farverig og kontroversiel dame.
Hun kæmpede indædt for sine mærkesager: Imod fri abort og frigivelse af pornografien og imod alkohol- og narko-misbrug.
– Det der tiltalte mig ved Kristeligt Folkeparti var, at de kæmpede for de svage, fortæller Inge Krogh, der i 1971, som 50-årig overlæge ved Åndssvageforsorgen i Nyborg, meldte sig ind i partiet.
Inge Krogh gik ikke af vejen for at undersøge og møde problemerne og de mennesker, det handlede om. Som politiker blev hun set på Christiania, i pornoklubber og på massageklinikker, til rockfestivaler og blandt de prostituerede på Vesterbro.
Det vakte stor opsigt, da hun som et led i sine foredrag imod fri abort, viste dias-billeder af lig fra nazisternes KZ-lejre og sammenlignede det med abort.
– Jeg var selv forundret over, hvor stærkt det virkede. Jeg havde fået dias-serien af den amerikanske anti-abortforening, Birth Right. Som læge var jeg vant til at se operationer, men den gang viste medierne ikke billeder af den slags, så derfor virkede det nok ekstra stærkt på almindelige mennesker.
Episoden kom i TV og vakte stort røre. Inge Krogh endte med at få en næse af Den Almindelige Danske Lægeforening for at have „misbrugt sin titel som læge til politisk formål“.
– I folketinget blev jeg sablet ned og kaldt øgenavne som „vor tids Goebbels“ og „årets misfoster“.
Men både øgenavne og den personlige hetz prellede af på Inge Krogh.
– Man kan ikke altid være populær. Hvis man ønsker at være populær, rykker man ingenting. Heldigvis har jeg altid haft venner, der støttede mig, siger Inge Krogh.
Kun da et partimedlem offentligt kritiserede hende, gik det hende på.
– Det gjorde ondt. Det havde jeg ikke forventet fra en af mine egne.
Inge Krogh har da heller ikke fortrudt hverken episoden med dias-serien eller noget andet, hun har sagt eller gjort.
– Jeg har ikke fortrudt noget af det. Jeg har aldrig tvivlet på det, jeg stod for, understreger hun.

Ikke tid til middagssøvn

At Inge Krogh har været en så kontant person kan være svært at tro, når man sidder overfor en mild, hvidhåret dame, der smiler og fortæller stilfærdigt. På spørgsmålet om, om hun har forandret sig og er blevet lidt blidere med årene, ler hun.
– Jeg har altid været, som jeg er. Jeg har ikke nogen fornemmelse af ændring. Men jeg kan ikke længere råbe så højt, og jeg har svært ved at følge med i alt og sætte mig ind i tingene.
Men åndsfrisk er hun, og så meget hun kan, følger hun med. Hun glæder sig over, at mange af de lovforslag hun igennem tiden har fremsat, faktisk er blevet til love med tiden.
Hun stoppede på grund af stress som folketingspolitiker i 1984 og vendte tilbage til sin overlægestilling i Nyborg i to år, inden hun gik på pension. Herefter flyttede hun til Horsens, hvor hendes menighed, Apostolsk Tro, holder til.
– Menigheden betyder meget for mig. Jeg har tidligere prædiket en del og leder stadig møder og besøger menighedens tyve medlemmer, fortæller Inge Krogh.
Menigheden er en lille frikirke, der vægtlægger både en frelses-, helliggørelses- og en Ånds-erfaring. Trossamfundet, der er udsprunget af Metodisterne, er ikke så udbredt i Danmark, men stort i Afrika og USA.
Ud over sit menigheds-engagement, har Inge Krogh i mange år været kredsformand for Kristeligt Folkeparti i Horsens, ligesom hun har været formand for Blå Kors i Horsens-Brædstrup. Men da hun fyldte 75 år sagde hun sine tillidsposter fra.
– Jeg havde sat min 75 års fødselsdag som grænse.
Men det betyder ikke, at Inge Krogh nu lever et tilbagetrukket liv som pensionist.
– Nej, det var dog en frygtelig tanke, udbryder hun.
Hun sover ikke en gang middagssøvn, „for så ville jeg jo gå glip af nogle frokostaftaler“, som hun siger.
Hun er ved godt helbred, laver selv mad og holder lejlighed, læser meget, har taget et computerkursus og fået sin egen installeret i hjemmet. Hun tager ofte på besøg, går ture i byen og kører i sin bil til Juelsminde, til havet, som hun elsker at gå ture ved. Hun tager til møder og er vært, når Kristeligt Folkeparti i Horsens i denne måned holder generalforsamling.
Inge Krogh er aldrig blevet gift og har ikke nogle børn, men afslører, at hun er „bedstemor“ og nu også „oldemor“ for en tidligere patients barn og barnebarn, som af og til gør hende et besøg fra København.
– Jeg har aldrig følt mig ensom og keder mig ikke. Jeg har aldrig haft hund. Det ville have været synd for hunden, for jeg har ikke været meget hjemme. Jeg har heller aldrig fået en mand. Det ville jo have været synd for manden, når jeg nu ikke var så meget hjemme, siger Inge Krogh og lyser op i sit karakteristiske brede smil.