150 omstrejfende sudanesere hjemsendt fra Israel i aftes

150 sudanesiske statsborgere – der af Israel betegnes som omstrejfende illegale indvandrere – er iaftes blevet hjemsendt via “et andet afrikansk land” i en fælles operation af det israelske indenrigsministerium og immigrationspolitiet.Hjemsendelsen – et mildere ord end deportationen – er ifølge israelske myndigheder sket med de pågældendes samtykke og koordineret med FN’s højkommissær for flygtninge.

Ifølge dette bureaus repræsentant i Israel, William Tall, var FN-højkommisær vidende om denne hjemsendelse og havde sikret sig, at sudaneserne ikke vendte hjem mod deres vilje.

– Vi har interviewet hver eneste af disse hjemvendende sudanere for at være sikre på, at de ikke har været under nogen form for tvang, siger Tall.

Israel havde kontaktet højkommissæren efter flere måneders forgæves forhandlinger med flere afrikanske lande om at tage imod denne gruppe.

– Alle forlader Israel villigt, sagde en israelsk embedsmand, inden sudaneserne gik op i flyet. Vi er overbevist om, at deres sikkerhed i Sudan vil være i orden, og vi har fået garantier om, at der ikke vil ske dem noget dårligt.

Inden afrejsen fra Tel Avivs Ben Gurion lufthavn gav israelske myndigheder hver tilbagevendende sudanesisk familie 500 dollars for at kunne omstille sig til en tilværelse i Sudan.

Ifølge generaldirektøren i det israelske statsministeriium, Eyal Gabai, er over 35.000 omstrejfende afrikanere kommet illegalt ind i Israel over den egyptisk-israelske grænse i de sidste par år – og at Israel kunne forvente indtil 20.000 i denne kategori i 2011.

Hjemsendelsen af sudaneserne er et led i Israels bestræbelser på at standse en sådan infiltration over landets sydgrænse. Regeringen har fornylig besluttet at oprette et

interneringscenter for denne gruppe og derefter hjemsende dem.

Statsminister Binyamin Netanyahu har betegnet denne illegale indvandring som “en trussel mod Israels karakter”.

Israel er begyndt at opføre en afspærring langs dele af grænsen til Egyptens Sinai-ørken, hvorfra afrikanerne prøver at komme ind i Israel. Afspærringen, der omfatter en fysisk barriere og elektronisk overvågning, vil blive langs 140 kilometer af den 250 km lange grænse og vil tage et år at opføre. Udgiften er anslået til ca. 350 millioner dollars

Ifølge en FN-kilde er alle de hjemvendende sudanesere fra det sydlige Sudan og ikke fra Darfur i den vestlige del af landet, som det er oplyst nogle steder.

Omkring 5500 sudanesere menes at opholde sig i Israel.