Endelig kom vinteren til Israel
1.5 meter sne på toppen forvandlede Hermon-bjerget til et eldorado for skientusiaster allerede i december. Israel opfattes i reglen som et sted for badeferie, men det er også et eldorado for skiløbere, og ugen før jul meldtes der fra Hermon-bjerget i den nordlige del af landet, at der var faldet 1.5 meter sne på toppen rigeligt til en hvid jul for dem, der måtte ønske en skiferie..
Vinteren var længe om at komme til Israel. Det var en slags sommervejr indtil ugen før jul. Men så satte vinteren ind, med den længe afventede regn, storm, kulde og sne på højtliggende steder.
Hundreder af bilister ventede i en kilometerlang kø på at komme ind i skiparadiset, hvor prisen for et besøg på stedet inkl. en tur i cable car til nær toppen koster 348 shekler (ca. 600 kr.) for et forældrepar med to børn. Et skipas koster 245 shekler for en hel dag, 200 for en halv.
Både skiløb og havbad
Få steder i verden kan tilbyde et havbad ved vintertid og skiløb 60 km derfra, men det kan Israel altså i år.
Det er første gang i fire år, at skiløjperne blev åbnet i december i stedet for januar, og det er 10 år siden, at der blev meldt om sådanne snemængder. Arbejdere havde travlt med at rydde vejene til stedet for sne og gøre pisterne klar til at modtage skientusiaster.
Der ventes henved 2.500 skiløbere dagligt. Plus tusinder af andre, der nøjes med at kælke eller blot beundre den hvide natur.
Skistedet blev indviet i 1971 og har siden tiltrukket titusinder af israelere og ikke få udenlandske turister. Sæsonen er fra december til april, og den bedste skimåned er februar. Der er 14 skibakker, 11 skilifts og 45 km af løjper. Der er også en skiskole for begyndere.
Strategisk betydning
Hermon-bjerget ligger, hvor Israel, Libanon og Syrien mødes, nær Golan-højderne. Det er det højeste sted i Israel, 2.814 meter. Siden 6-dages krigen i 1967 har Israel kontrollet den vestlige og sydlige del af bjerget, der er af militær strategisk betydning. Bjergtoppen er under syrisk kontrol. Når sneen smelter, strømmer vandet derfra i mange småfloder og bække frem til Jordan-floden.
For at kunne beskytte dette sted har det israelske militær oprettet en særlig Alpe-enhed under nordkommandoen – soldater, der er trænet i at kunne løbe på ski og skyde samtidig, nedfiring ad stejle bjergsider og overlevelsesteknik i koldt vejr.
Hermon-bjerget har været en inspiration for mange religioner, bl.a. det hittitiske oldtidsfolk, som et helligt landmærke.