Huset
Vi er flyttet i et lille rødt hus, som ikke ligner den amerikanske præsidents Det hvide hus ret meget.
Flytningen foregik med hjælp fra folk, der i en håndevending kunne udføre flyttemandsakrobatik og partere møbler, så der blev plads til det hele på en efter vor målestok lille bil, men alt blev bragt til bestemmelsesstedet og møbeldele blev monteret på de rigtige steder igen. Det var fagfolk.
Vi har ingen securityfolk og intet Ovalt Værelse. Vi har derimod stærk fortrøstning til englevagt ved døre og vinduer og vi nyder hyggen i vor kombinerede spise- og dagligstue, mens en vidunderlig udsigt til marker, skov og en hvid landsbykirke ligger udbredt for vore øjne.
Præsidenten må finde sig i at være i mediernes søgelys hele tiden og få alle sine taler kommenteret.
Selvfølgelig har han magt, men hvilket ansvar at skulle være bevidst om alle ord og gerninger!
Vi nyder at være i fred og have frihed til at mene både det ene og det andet uden at skulle citeres i massemedierne. Vi har ikke brug for magt, men nyder i stedet at lægge de store afgørelser over til folk, som gerne påtager sig ansvaret.
Hvilken frihed vi får lov at leve i, men der tales mere om det, vi er utilfredse over i dagens Danmark. I dette efterår kan vi nok en gang glæde os over alle de goder, der er blevet os til del og vi sender takken opad.
Hos Gud er der ingen personsanseelse og vi kan synge med Grundtvig, der for 150 år siden skrev i en af sine salmer:
Så er vi alle kongebørn
skønt fattige og ringe,
og højere end nogen ørn
sig håbet kan opsvinge
når Jesus er vort hjerte nær
som broder mild og Herre kær,
som barn med englevinge.
